Pandemien befinder sig i Frankrig p.t. på, hvad man med et sydeuropæisk cykeludtryk kunne kalde for en »falsk ligeud-strækning«. Antallet af nye tilfælde og indlæggelser på hospitalerne er i ugevis steget svagt men konstant, samtidig med at den britiske variant breder sig snigende i feltet af smittede.
Og hvordan retfærdiggør man nye restriktioner over for en coronatræt og tirret befolkning, når man ikke kan fremvise kurver, der ligner Tourmalet eller Alpe d’Huez? Skal man vente, indtil det går rigtig galt, eller slå bremserne i med risiko for hollandske tilstande eller det, der er værre?
Det er spørgsmål som disse, der de seneste dage har redet Emmanuel Macron som en mare.
Og mens præsidenten tøver med for tredje gang under pandemien at sende franskmændene i karantæne, har hans folk de seneste dage diskret arbejdet med at gøde jorden for en beslutning, der fredag aften blev udskudt endnu en gang, men som vil blive ved med at spøge.
Sundhedsminister Olivier Véran mindede torsdag om, at 3.100 covid-patienter nu har brug for intensiv behandling på de franske hospitaler.
Det er næsten lige så mange som i den kritiske situation, der udløste den anden store nedlukning i oktober – og vel at mærke på trods af en række forholdsregler indført efter nytår.
»Det er oplagt, at udgangsforbuddet fra klokken 18 (der blev rykket to timer frem for 14 dage siden. red.) ikke har været nok til at bremse de nye varianter,« fastslog ministeren på et pressemøde.
#JegGårIkkeIKarantæne
Torsdag og fredag har premierminister Jean Castex desuden afholdt orienteringsmøder med oppositionen og arbejdsmarkedets parter for at tage dem i ed, men spørgsmålet er, om de pædagogiske anstrengelser er tilstrækkelige over for en coronatræt befolkning.
I Holland udløste stramninger i sidste uge protester af uhørt voldsomhed i det normalt stilfærdige land. I Danmark har afbrænding af en Mette Frederiksen-dukke ligeledes overskredet grænser. Og ingen tør tænke på, hvad der kan ske, hvis coronaraseriet for alvor bryder ud i »De Gule Vestes« hjemland.
Som mange vil huske, udviklede demonstrationer mod miljøafgifter sig i 2018-19 til en regulær folkelig opstand, der rystede Frankrigs politiske system. Derfor vækker det bekymring hos regeringen, at den spirende modstand mod en ny karantæne har forbindelse til protestbevægelsen.
Hashtagget #JeNeMeConfineraiPas (#JegGårIkkeIKarantæne), der de seneste uger har bredt sig som en steppebrand på de sociale medier, blev introduceret i forbindelse med et tweet fra mediemanden Didier Maïsto.
»Hvad enten de synes om det eller ej. Jeg går ikke i karantæne igen. Deres vagthunde kan gø lige så meget, de vil,« skrev Didier Maïsto, der var en af den kaotisk organiserede Gule Veste-bevægelses mest synlige ledere.
Siden har også enkelte højrenationale politikere meldt sig under fanerne, heriblandt Marine Le Pens tidligere næstkommanderende Florian Philippot, der nu leder sit eget lille parti.
Rassemblement national-lederen, som også er Macrons vigtigste modstander forud for næste års præsidentvalg, forholder sig derimod afventende. Måske fordi tendensen i meningsmålingerne nok er klar, men langtfra definitiv.
»Don’t mention the karantæne«
Da Frankrig i marts sidste år, ligesom de fleste andre lande, lukkede samfundet hårdt ned som svar på pandemiens første bølge, støttede ikke færre end 93 procent af franskmændene beslutningen.
Ifølge en måling offentliggjort onsdag af instituttet Elabe bakker kun 48 procent nu op om et nyt totalt lockdown, mens lidt flere – 52 procent – kan acceptere en mere fleksibel model som den anden nedlukning i oktober.
Det er et voldsomt fald, men omvendt viser næsten halvdelen af befolkningen stadig forståelse for, at det er nødvendigt at bringe ofre, påpeger nogle af præsident Macrons rådgivere. En accept, der vil vokse, »når det går op for folk, hvad den sydafrikanske variant indebærer«.
Der er, hævder de over for Le Monde, derfor ingen grund til at ryste alt for meget på hånden med nye stramninger.
Det vigtige er, at forholdsreglerne giver mening og provokerer så lidt som muligt. Eksempelvis var forårets nedlukning af parkerne, hvor smittefaren ikke er større end på gade og vej, en rigtig dårlig idé.
Samtidig vil man næppe høre Macron tage ordet confinement (karantæne) i sin mund, hvis han ender med at annoncere en ny nedlukning. Hans medarbejdere har de seneste dage forsøgt sig med udtryk som »bremsemekanismer« og »gradbøjning« af forholdsreglerne.
Eufemismer, der ikke vil ændre pandemiens stadig mere brutale virkelighed, men som måske – håber præsidenten og hans folk – kan være med til at lægge en dæmper på gemytterne.
Det vil vise sig.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
