Opfører Emmanuel Macron sig som en arrogant enehersker, der misbruger sit embedes enorme magt til at tromle brutale reformer igennem?
Eller er Frankrig – med forfatteren Sylvain Tessons ord – »et paradis beboet af folk, der tror sig i helvede«, og som reagerer hysterisk på selv den mindste sociale forringelse?
Uanset, hvad man måtte mene, befinder EUs næststørste land sig nu igen på randen af et folkeligt oprør. På det værst tænkelige tidspunkt, mens krig og finanskrise i forvejen truer Europas stabilitet.
Den franske præsident og hans regering overlevede ganske vist på et hængende hår mandag aften hele to mistillidsafstemninger i Nationalforsamlingen.
Det betyder, at Macron får sin vilje, og at pensionsalderen frem til 2030 gradvist vil blive forhøjet fra 62 til 64 år.
Men han får næppe fred.
Alt tyder på, at strejkerne, der gennem de seneste uger delvist har lammet landet og forvandlet Paris til én stor affaldsbunke, vil fortsætte.
Det samme gælder protestaktioner, der torsdag i sidste uge forløb så voldeligt, at over 300 demonstranter blev anholdt.
Og ingen tør længere afvise en gentagelse af det langvarige og i perioder samfundstruende kaos under de Gule Vestes opstand i 2018-2019.
Et udemokratisk trick
Stemningen var i forvejen spændt, men det er torsdagens vedtagelse af pensionsreformen pr. dekret, der har bragt franskmændene helt op i det røde felt.
Macron kunne forud for den afgørende afstemning i Nationalforsamlingen konstatere, at han var i overhængende fare for at komme i mindretal.
I stedet trumfede han reformen igennem med brug af en omstridt paragraf i den franske grundlov.
Var den røget på gulvet, ville det have sendt et katastrofalt signal midt i turbulensen omkring en række banker i både USA og Europa, har præsidentens folk forklaret.
Men den køber franskmændene ikke.
69 procent af dem betragter, ifølge en meningsmåling foretaget for tv-stationen BFM, fremgangsmåden som udemokratisk.
Og næsten lige så mange støttede de mistillidsforslag, der mandag kunne have bragt regeringen til fald.
En dyb utilfredshed og vrede, der ikke forsvinder foreløbig.
Også fordi forløbet bekræfter forestillingen om Macron som en magtfuldkommen og elitær leder, der er ude af stand til at lytte og gå på kompromis.
Dialog og dumsmarte bemærkninger
I virkeligheden er det ikke helt retfærdigt.
Når det var umuligt at skabe flertal bag reformen, bærer konservative Les Républicains en stor del af ansvaret.
Frankrigs traditionelle borgerlige parti har alle dage haft en forhøjelse af pensionsalderen blandt sine mærkesager.
Men tilstrækkeligt mange af dets parlamentsmedlemmer nægtede af taktiske grunde at støtte Macrons reform.
Det er heller ikke rigtigt, at han nægter at lytte og sætte sin politik til debat.
Efter krisen omkring De Gule Veste drog han land og rige rundt til »forsamlingshusmøder« og senere blev borgerkonventioner nedsat til at komme med konkrete forslag.
Når Macron alligevel fremstår arrogant, er det blandt andet fordi, han den ene gang efter den anden kommer til at fyre dumsmarte bemærkninger af.
Det kan være en arbejdsløs gartner, der får at vide, at han bare skal krydse gaden for at finde et job.
Eller en umotiveret konstatering af, at man på en banegård kan »møde både succesrige og folk, som er ingenting«.
Såkaldte »små sætninger – pétites phrases – der klæber til præsidenten og for mange overskygger hans politiske resultater.
Også dem med en social profil.
Succesen med at nedbringe arbejdsløsheden, eksempelvis. Investeringer i det offentlige sundhedsvæsen. Eller, senest, aftalen om et prisloft på vigtige dagligvarer.
Veltilfredse smil i Kreml
Pensionsreformen naturligvis trækker i den modsatte retning.
Franskmændene vil dog fortsat kunne stemple ud længe før de fleste andre europæere.
Og i øvrigt stod planerne om at forhøje pensionsalderen højt og tydeligt at læse i Macrons program, da de genvalgte ham til præsidentposten for mindre end et år siden.
På ingen måde uvæsentlige detaljer, der imidlertid ikke har forhindret frontal modstand mod reformen – også hos normalt moderate kræfter som den kristne fagforening CFDT.
Men uanset om han har fortjent det eller ej, står den franske præsident nu i en kritisk situation – og med ham resten af Europa.
På den lange bane viser forløbet omkring pensionsreformen, hvor svært det bliver for Macron at gennemføre sin politik i resten af embedsperiodens ikke færre end godt fire år.
På den korte truer alvorlig social uro med at bide sig fast og lamme EUs næststørste land.
Begge dele vil blive modtaget med et veltilfreds og sarkastisk smil for enden af Vladimir Putins meterlange mødebord i Kreml.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
