»Ludvig 16., Ludvig 16., vi skar hovedet af ham. Macron, Macron, lad os gøre det igen!«
Det populære slagord fra De Gule Vestes protester, der truer den franske præsident, 44-årige Emmanuel Macron, med samme grumme skæbne som en af Frankrigs sidste enevældige konger, er blot et blandt mange eksempler.
Hoveder på stage, hjemmelavede guillotiner og dukker, der brændes af, er blevet standardudstyr ved de seneste års talrige demonstrationer. Men hvorfor dette blodtørstige had til en folkevalgt leder?
Hvorfor stiller ellers velovervejede parlamentsmedlemmer for venstrepartiet La France insoumise op til feministisk krigsdans med en koreografi, der mimer knytnæveslag mod præsidenten?
Hvad får en kendt skuespiller til under en pressekonference ved Cannes-festivalen at fortælle om sin lyst til »via toiletterne at trænge ind hjemme hos Macron for at smadre ham«?
Hvorfra kommer al denne symbolske vold, der heldigvis kun én gang er blevet konkret, da en højrenational aktivist nåede at stikke præsidenten en lussing, inden hans sikkerhedsfolk greb ind?
Et politisk blindt raseri
Radikaliseringen af den politiske debat og volden i den forbindelse er ikke kun et fransk fænomen.
Spørg blot i USA, der stadig slikker sårene efter sidste års storm på Kongressen. Eller i Storbritannien, hvor to folkevalgte siden 2016 er blevet ofre for attentater.
Det er også rigtigt, at franskmændene traditionelt har et anstrengt forhold til deres ophøjede præsidenter – med den joviale Jacques Chirac som en mulig undtagelse.
Men der er ikke desto mindre noget særligt på spil i tilfældet Emmanuel Macron.
Når 20-30 procent af den yderste venstrefløjs vælgere før søndagens anden runde i præsidentvalget erklærer sig parat til at støtte højrenationale Marine Le Pen blot for at slippe af med ham, handler det ikke kun om politik.
Der er noget ved præsidentens personlighed, som fremprovokerer de stærke følelser, konstaterer Maurice Szafran og Nicolas Domenach i bogen »Macron, pourquoi tant de haine?« (»Macron, hvorfor så meget had?«).
Men hvad?
De to erfarne journalister har haft mulighed for at stille spørgsmålet til hovedpersonen selv. Hans svar vender vi tilbage til.
Her er først forfatternes egne bud på baggrunden for det bekymrende fænomen.
Marsmanden Macron
Det var tørsten efter nye kræfter, der i 2017 bragte Emmanuel Macron til magten.
De regeringsbærende partier siden 1950erne – de borgerlige Les Républicains og socialisterne – havde spillet fallit under finanskrisen og dens eftervirkninger.
Macron tilbød et oprør fra midten som alternativ til yderfløjenes disruption.
En kontrolleret opdatering af Frankrigs styresystem gennemført af en i politisk sammenhæng purung mand, der trods sin ministerpost i François Hollandes socialistiske regering tilsyneladende ikke skyldte nogen noget.
I den forstand har franskmændene blot fået, hvad de selv bad om, men måske har det været for meget at det gode.
»I vores republikanske monarki (Frankrigs præsidentdominerede styreform, red.) samler spændingerne sig naturligt omkring »kongens« person,« siger essayisten Alain Minc til forfatterne og tilføjer:
»Men den rumvæsenagtige side af Macron – hans alder, lynkarriere og energi – har fremprovokeret en symbolsk vold, som ældre politikere, der har slidt sig op gennem rækkerne, ikke i samme grad ville gøre.«
De riges præsident
Spændinger har der været masser af gennem Macrons foreløbig fem år lange regeringsperiode, og det ville være urimeligt at give ham skylden for dem alle.
Restriktioner og vaccinationsregler i forbindelse med pandemien har over alt i den vestlige verden ført til voldsomme protester og beskyldninger om autoritære tilbøjeligheder hos magthaverne.
Macron har heller ikke skabt den splittelse mellem land og by – mellem Overfrankrig og Underfrankrig – som var baggrunden for De Gule Vestes voldsomme og voldelige opstand.
Men når han siden sin magtovertagelse har slæbt rundt på tilnavnet »de riges præsident«, skyldes det i høj grad to overmodige, og i hvert fald forkert timede, initiativer, mener Szafran og Domenach.
Macron gik straks i gang med at afskaffe en omdiskuteret formueskat, samtidig med at han skar i en populær boligydelse.
En omvendt Robin Hood-manøvre, hvor han tilsyneladende tog fra de fattige for at give til de rige, som er blevet hængende i franskmændenes bevidsthed trods en række senere generøse, sociale tiltag.
»Klodset, arrogant og grusom«
I den forbindelse har Macrons petites phrases – en serie af overfriske og/eller hånlige bemærkninger – kun gjort ondt værre, og en af hans forcer – at tale lige ud af posen – har udviklet sig til et alvorligt problem.
Det kan være en arbejdsløs gartner, der får at vide, at han bare skal krydse gaden for at finde et job. Eller en umotiveret konstatering af, at man på en banegård kan »møde både succesrige og folk, som er ingenting«.
»Han tror selv, det er cool. Men sarkasmen er aldrig rettet mod ham selv. Altid mod de andre, de små, han hævder at forsvare,« skriver Szafran og Domenach og fælder en hård dom:
»Det er ikke bare klodset, men også arrogant, når han på den måde grusomt udskammer grupper af borgere.«
Denne gulddrengens arrogance og vidunderbarnets slet skjulte foragt for det middelmådige er måske den vigtigste konkrete grund til mange franskmænds instinktive had til Macron.
Men det nærer sig samtidig ved et dybere og arketypisk lag af den kollektive bevidsthed, mener forfatterne.
En lille smule jøde?
»En dag blev jeg spurgt, om Emmanuel Macron er jøde. Jeg sagde nej, hvorefter vedkommende insisterede: ‘Selv ikke en lille smule?’«
Anekdoten, som en socialistisk lokalpolitiker fortæller til forfatterne, er karakteristisk, hævder de.
Det så vidt vides eneste jødiske element i Macrons liv og karriere, er en kortvarig ansættelse i investeringsbanken Rothschild.
Men hans businessvenlige internationalisme, ideen om en overstatslig, europæisk suverænitet og, især, hans strålende intellekt, fremprovokerer klassiske antisemitiske reaktioner, skriver Szafran og Domenach.
Det er den ene side af sagen, set fra den psykoanalytiske divan. Den anden handler om præsidentens usædvanlige familieforhold.
Forholdet til den 25 år ældre Brigitte Macron betyder, at han aldrig er blevet far. Hendes børn er hans jævnaldrende, og selvom han har adopteret børnebørnene, er det ikke det samme.
Macron mangler en grundlæggende faderlig forståelse for »de svagestes menneskelige bekymringer«, siger tidligere premierminister, den konservative Jean-Pierre Raffarin, til forfatterne.
Og som de selv formulerer det: »Med en ikkefar som præsident føler borgerne sig forældreløse.«
»Jeg er blot et symptom«
Emmanuel Macrons egen forklaring på hadet mod ham er mindre lommepsykologisk og knap nok personlig.
»Vi franskmænd er på én gang monarkister og kongemordere. Folk har brug for en person på toppen af kransekagen, som de kan stille til ansvar og hade,« siger præsidenten til forfatterne og tilføjer:
»I mit job er der to fejl, man aldrig må begå: at ville være elsket og at træffe beslutninger i håb om at blive det.«
Der er, hævder Macron, tale om et særlig fransk fænomen med rod i revolutionen: »Vi er hverken i Danmark eller Tyskland.«
Men er det blot franske præsidenters lod; bærer han ikke selv en del af ansvaret?
»Jeg har ikke tilstrækkelig hurtigt forstået dybden af den kløft, der eksisterer mellem åbenhed og lukkethed, mellem optimismen og vreden. Jeg har ikke tilstrækkelig hurtigt fundet konkrete løsninger,« medgiver Macron.
Under alle omstændigheder hænger franskmændene på ham. Ikke nødvendigvis som person, men som symbol på en ny tid.
For det er ikke præsidenten, der i ungdommelig og globaliseret arrogance har ødelagt fagforeningerne, de traditionelle politiske partier og en samfundsmodel, der var tryg og forudsigelig, hævder han.
»Når jeg er kommet til magten, er det, fordi den verden ikke længere eksisterer. Jeg er blot et symptom på og et resultat af udvikling, som mange folk ikke kan lide,« siger Emmanuel Macron.
Har franskmændene, trods deres evige hang til protest og kongemord, dybest set forstået den præmis?
Eller vælger de en helt anden vej frem – eller tilbage – mod et samfund, der ikke nødvendigvis bliver mindre hadefuldt?
Svaret får vi søndag aften fra kl. 20.00, når vælgerne har afgjort, hvem der skal være Frankrigs næste præsident.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
