Det var som i historien om Romeo og Julie, der fandt sammen mod alle odds.
Hun var en ræverød arbejdsminister og han boss for kapitalisternes klub. Men modsat Shakespeares berømte tragedie endte deres forbudte »romance« godt.
Når tilværelsen i dag ser væsentligt lysere ud for en hel generation af unge spaniere, er det takket være det umage par, som pandemien kastede hovedkuls i armene på hinanden.
Da den første smittebølge for tre år siden lukkede samfundet ned og truede millioner på levebrødet, indså Yolanda Díaz og Antonio Garamendi, at deres finest hour var inde.
Det kunne godt være, at den kommunistiske minister og formanden for arbejdsgiverforeningen ideologisk befandt sig så langt fra hinanden, som man næsten kan forestille sig.
Men ideologi er noget bras, når verden er rystet i sin grundvold. Der var brug for sammenhold, kompromis og pragmatiske løsninger.
De følgende måneder blev der, med Díaz og Garamendi som de vigtigste drivkræfter, indgået ikke færre end 14 aftaler, som reddede millioner af arbejdspladser.
En vaskeægte sensation
Men ikke nok med det.
Ministeren og arbejdsgiverformanden blev også enige med fagforeningerne om at rydde op i junglen af tidsbestemte kontrakter, der gør arbejdslivet surt og uforudsigeligt for især yngre spaniere.
Arbejdsmarkedsreformen blev for første gang siden 1980 til ved forhandlingsbordet og ikke som et diktat trumfet igennem af en regering.
Hvilket alt sammen kan lyde som almindelig, sund fornuft set fra Danmark, hvor brede forlig og overenskomstaftaler hører til dagens orden.
Men i det store sydeuropæiske land var der tale om en vaskeægte sensation.
»Det er første gang, så længe jeg kan mindes, at en krise ikke har ført til massearbejdsløshed i Spanien,« siger politologen Victor Lapuente, der er ekspert i regeringsførelse, til Berlingske.
Som professor ved universitetet i Göteborg kender han den nordiske models samarbejdende folkestyre indefra, og det er som regel med dyb frustration, han følger hjemlandets politiske skyttegravskrig.
»I det sydlige Europa er politik normalt et nulsumsspil, hvor man helst ikke indgår forlig af frygt for at styrke sine modstandere,« sukker Victor Lapuente.
Så meget desto mere bemærkelsesværdig er kavalkaden af aftaler mellem Díaz og Garamendi.
Læren fra finanskrisen
Når miraklet denne gang indtraf, skyldes det imidlertid, ifølge den spansk-svenske politolog, først og fremmest frygt.
Krisen var simpelthen så »bestialsk« og nedlukningernes konsekvenser for økonomien så katastrofale, at det var tvingende nødvendigt at tænke nyt og handle resolut derefter.
EUs genopretningsfond, finansieret af fælles lån, og den nationale samlingsregering i Italien er andre eksempler på, hvordan pandemien fik politikere til at rykke sammen.
Samtidig vidnede samarbejdet om, at beslutningstagerne havde taget ved lære af finans- og gældskrisens fejltagelser ti år forinden.
Benhårde reformer reddede dengang Spanien fra – som Grækenland – at blive sat under administration af EU, men førte også til forarmelse af store dele af befolkningen.
»De negative erfaringer med nøjsomhedspolitikken havde gødet jorden for brede aftaler,« forklarer Victor Lapuente og fortsætter:
»Der var både til venstre og højre i spansk politik en bevidsthed om, at svaret på en ny krise denne gang var nødt til at være mere »socialt« og baseret på sammenhold.«
De rigtige personer på rette tid og sted
Der var ellers alt end kærlighed og lyst til forlig i luften, da Pedro Sánchez i begyndelsen af 2020 dannede det første »røde kabinet« siden optakten til 1930ernes spanske borgerkrig.
Koalitionsregeringen bestående af Sánchez' socialister og det nye venstreparti Unidas Podemos, der støttede sig til catalanske og baskiske separatister, blev af højrefløjen afvist som »illegitim«.
Også erhvervslivets organisationer gjorde klar til at forsvare sig mod en ideologiseret regering.
Men de nye ministre havde knap aflagt ed, før det første tilfælde af covid-19 blev diagnosticeret i Spanien og vendte op og ned på såvel hverdagen som den politiske dagsorden.
Da Sánchez 14. marts 2020 indførte nødretstilstand, skete det med stort set enstemmig opbakning fra parlamentet.
Det var i den ånd, at det tætte dialog mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter fortsatte, længe efter at sammenholdet var smuldret blandt de politiske partier.
Og når det kunne lade sig gøre, handler det også om, at Yolanda Díaz og Antonio Garamendi var de rigtige på rette tid og sted.
Pres fra konservative medier
»Yolanda Díaz har en helt særlig evne til at sprede sympati og er i flere målinger blevet kåret som regeringens mest populære minister,« forklarer Victor Lapuente:
»Det er helt vildt, når man som hun har sit udgangspunkt i det spanske kommunistparti.«
Heller ikke Antonio Garamendi er, som arbejdsgiverforeningsformænd har været flest i det sydeuropæiske land – nemlig særdeles bevidste om deres styrke over for de svage fagforeninger.
Desuden er han basker og har ikke – som mange af sine forgængere – gjort karriere i højrefløjshøjborgen Madrid, hvor økonomiske, politiske og mediemæssige interesser har det med at flyde sammen.
Mens romancen mellem ministeren og arbejdsgiverformanden var på sit højeste, beskyldte konservative medier ham rutinemæssigt for at stå i ledtog med kræfter, der vil ødelægge Spanien.
Og når forståelsen de seneste måneder er blevet afløst af konfrontation, skyldes det formentlig ikke mindst pres herfra.
Samtidig står et valg for døren ved årets udgang, og også Díaz er, som den yderste venstrefløjs sandsynlige kandidat, mere optaget af at sende signaler end at indgå aftaler.
Der er ellers ikke blevet mindre brug for dem, efter at Ukraine-krigens konsekvenser i form af inflation og energiknaphed har afløst pandemien som den toneangivende krise.
Gammel kærlighed ruster ikke
»Både de politiske partier og andre beslutningstagere er tilbage i skyttegraven, og det er under al kritik,« vrisser Victor Lapuente.
Politologen frygter, at pandemiens window of opportunity er klappet i igen, og at mere dogmatiske og uforsonlige ledere igen vil tage teten i spansk politik.
Helt slut er det dog ikke endnu.
Selvom Díaz og Garamendi de seneste måneder har skændtes bravt om en forhøjelse af mindstelønnen, mødtes de to i slutningen af februar for at underskrive en ny aftale – denne gang om arbejdsmiljø.
Under alle omstændigheder står deres værk tilbage.
Når andelen af tidsbestemte kontrakter det seneste år er faldet markant og har givet især unge spaniere større jobsikkerhed, er det takket være arbejdsmarkedsreformen.
Samtidig har ministeren og arbejdsgiverformanden bevist, at det faktisk godt kan lade sig gøre at samarbejde »hen over midten« i Spanien – i hvert fald, når lokummet brænder.
Samt at ideologiske ærkefjender som en kommunistisk minister og storkapitalens officielle repræsentant ikke blot kan respektere men også holde af hinanden.
I hvert fald lagde Yolanda Díaz ikke skjul på følelserne, da hun forleden blev spurgt om sit på det seneste mere konfliktfyldte forhold til Antonio Garamendi:
»Når jeg engang forlader politik, vil jeg skrive en bog, hvor jeg fortæller om alt det gode, som den mand har gjort.«
