Karen-Lise Mynster: »Man må nogle gange tilgive sig selv – ligesom man skal tilgive andre. Og så komme videre«

Så er det sagt: Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I denne uge skuespilleren Karen-Lise Mynster, der snart er aktuel i forestillingen »Fængselsdigte«.

Det er vigtigt at lære at tilgive, mener skuespiller Karen-Lise Mynster. Her ved Skuespilhuset i København, hvor hun snart er aktuel med forestillingen Fængselsdigte. . Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad har du lært af at blive ældre?
»At sove på et problem frem for at reagere med det samme. Det har været vældig godt for mig, for når jeg vågner næste morgen, er jeg altid meget mere klar i hovedet i forhold til, hvordan det skal tackles. Tidligere havde jeg en stor utålmodighed i mig, så hver gang der skete noget, reagerede jeg prompte. Når man har levet så mange år, som jeg har, får man mere tålmodighed. Det kan man jo også mærke, når man får børnebørn – at man har mere tålmodighed over for de små væsener, end man havde over for sine egne børn. Der er ikke så meget, man skal nå.«

Hvad er dit mest værdifulde minde – og dit mest smertefulde?
»Det hænger sammen for mig. Min mand, Søren (Spanning, red.), er på én og samme tid det mest værdifulde minde og det mest smertefulde minde. Jeg har været så privilegeret og velsignet i mit liv, at jeg har mødt kærligheden, og det er jo faktisk et mirakel, at der er to mennesker, som møder hinanden, og som ikke kun synes, at hinanden er sjove og søde, men også har en kemi på mange andre planer. Ikke kun erotisk, men at man elsker hinandens selskab. At man bare gerne vil være lige der, hvor vedkommende er, altid. Det er jo faktisk det smukkeste, man kan sige til et andet menneske, at »jeg vil bare være der, hvor du er«. Det er klart, at jeg har mistet Søren alt for tidligt, men samtidig er det et vidunderligt minde, fordi vi fik 39 gode år sammen

Karen-Lise Mynster mistede sin mand, Søren Spanning, i 2020. Hun fremhæver ham som det mest værdifulde og det mest smertefulde minde på en og samme tid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Hvis du kunne gå tilbage i tiden og give dig selv et råd som teenager – hvad skulle det så være?
»At jeg ikke behøvede ligne alle mulige andre. At hvert menneske har en unik personlighed. Det er jo også den, man bruger som skuespiller. Hvorfor kan man se »Hamlet« om og om igen? Det kan man, fordi det hver gang er en ny Hamlet med en ny personlighed. For mig begyndte livet, da jeg blev teenager. Jeg syntes, verden forandrede sig i nogle dejlige frie retninger i den periode frem mod 68-oprøret – ikke mindst for piger og kvinder.

I dag fornemmer jeg, at mange teenagere har det rigtig svært, fordi de ikke føler, at de ser rigtige ud, og derved føler sig uden for fællesskabet. Der har jo altid været idealer, og det er en del af menneskelivets svøbe, at vi er forfængelige og sammenligner os med andre, men dengang var det slet ikke så slemt som i dag. Mange ligger virkelig under for reklamerne. Det gør mig ked af det på deres vegne. Der er gudskelov også en masse af nutidens unge, som går ind i politiske kampe omkring klima og omkring den verden, der pådutter os falske forestillinger omkring, hvad lykken er.«

Alderen har givet Karen-Lise Mynster en ydmyghed, som hun godt kan lide, fortæller hun. Men der er også en bagside ved at have levet i næsten 70 år: »Man ser historien gentage sig. Det synes jeg er en besk pille at sluge i forhold til at blive ældre.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?
»Jeg har fundet ud af, hvor lidt jeg egentlig ved. Denne verden har jo eksisteret i uendeligt mange år, og den er fyldt med viden om alt. Når man er ung, tror man jo, man ved alt, og det synes jeg også, man har lov til, men jeg kan godt lide den ydmyghed, man får hen ad vejen. Da jeg var barn, troede jeg for eksempel, at Anden Verdenskrig betød, at vi nu var helt sikre på, hvordan vi ikke skulle opføre os fremover. Men sådan hænger verden ikke sammen. Man ser historien gentage sig. Det synes jeg er en besk pille at sluge i forhold til at blive ældre.

Forleden så jeg filmen »Don’t Look Up«. De har jo virkelig sat det på spidsen: En komet rammer Jorden om et halvt år, og hvis vi ikke gør noget, dør vi. Men politikerne gør ikke en skid. Tværtimod forsøger de at blive rige på begivenheden. Det er selvfølgelig satire, men det er en bragende god satire, for den har en alvor i sig. Verden er på mange måder på en katastrofekurs, hvis vi ikke gør noget i forhold til klimaet. Det er, som om vi ved det alle sammen, men der sker ikke rigtig noget.«

Hvilken dyd er efter din mening den mest undervurderede?
»Ærlighed. Måske er der en tendens til, at vi gerne vil please hinanden. Vi taler hellere om konflikterne bag ryggen på andre end tager dem, hvor de er, fordi vi synes, at det er pinefuldt. Men jeg tror ikke, at det ville være så pinefuldt, hvis vi lidt oftere forsøgte at løse dem sammen. Der har altid været konflikter i menneskehedens historie, og dialogen er et af de bedste værktøjer, vi har – fordi vi har et sprog.«

Hvordan håndterer du skuffelse?
»​De små skuffelser bruger jeg ikke så lang tid på. Jeg ved jo, at næste dag kommer der noget, som er godt, fordi jeg har oplevet, at det går op og ned. De store skuffelser håndterer jeg ved at gå ind i dem og se dem forfra og bagfra og så prøve at lægge dem til side ved at sige, at hvis jeg ikke kan gøre noget ved dem, kan jeg ikke gøre noget ved dem. Jeg synes, man skal passe på med ikke at blive for ked af noget, hvis den anden vægtskål er fyldt med gode ting. Skuffelser er jo noget helt andet end ulykker. Ulykker er svære at håndtere, for de kan indeholde både tragedier og katastrofer. Alle oplever skuffelser af og til, og det må vi prøve at deale med.«

Skuffelser kan nemt komme til at fylde for meget, mener Karen-Lise Mynster, som ikke bruger lang tid på det, hun kalder 'små skuffelser', da de som regel opvejes af noget godt i hendes liv. »Jeg har oplevet, at det går op og ned,« siger hun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Hvis du kunne bytte liv med en nutidig eller historisk person, hvem skulle det så være?
»Forfatteren og journalisten Jens Bjerre (1921-2020, red.). I sit lange og aktive liv var han eventyrer og opdagelsesrejsende af den gamle skole. Han voksede også op til at blive frihedskæmper, og i 50 år rejste han i fjerne egne med sit kamera. Det kunne jeg godt have tænkt mig, hvis jeg ikke var blevet skuespiller. Og så kunne jeg da også godt tænke mig at prøve at være mand.«

Hvad er den største tilgivelse, du har fået?
»​Det at være gift i mange år betyder, at man viser sin smukkeste side, men man viser sandelig også sin grimmeste side over for sin partner, fordi man er tryg. Sådan var det også med Søren og mig. Jeg så både den smukkeste og den værste side af ham, og jeg kunne selv være urimelig mange gange. Den daglige tilgivelse, jeg fik, er jeg glad for. Den viser også, at der er et menneske, som rummer én. Jeg tror i høj grad, at det er det, tilgivelse handler om. Den daglige tilgivelse og fornemmelsen af, at Søren rummede mig på godt og ondt, syntes jeg var meget smuk.

I 2016 var jeg med i forestillingen »Tilgiv mig«, skrevet af Rikke Wölck. Den handlede om, at hvis ikke du tilgiver, ender du med at befinde dig i et følelsesmæssigt fængsel, så det er også en byrde ikke at kunne tilgive. Man kan selvfølgelig have oplevet noget, som er meget svært at tilgive, men man skal virkelig prøve på det – ikke mindst for at få det bedre selv.«

Vi skal være bedre til at tage konflikter, når de opstår – også selvom det ødelægger den gode stemning på den korte bane. Det er grundlaget for et godt venskab, mener Karen-Lise Mynster.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Hvad må man ikke udsætte dig for?
»Fortielser. Nogle gange kommer man uvægerligt til at såre nogen, uden at man selv er klar over det. Jeg ville blive skuffet eller ked af det, hvis jeg havde nære venner, som ikke fortalte mig, at de var blevet kede af noget, jeg havde sagt eller gjort. Det gode venskab handler jo om, at man har en pagt eller overenskomst, hvor man lover hinanden at sige sådan nogle ting – selv om det kan være svært, og selvom man ødelægger den gode stemning kortvarigt. Det kan kun gøre et venskab stærkere.«

Hvad har været det mest afgørende øjeblik i dit liv?
»At få børn. Det ene øjeblik står man med en tyk mave, det næste øjeblik står man med et lille barn i armene. Det må være det mest afgørende.«

»Hvis ikke jeg var blevet skuespiller, ville jeg gerne have været globetrotter og rejst ud i verden,« siger Karen-Lise Mynster, der gennem årene har fulgt med i journalist og forfatter Jens Bjerres beretninger fra hele verden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Hvilken bog har haft afgørende betydning for dig – og hvordan?
»Som barn så jeg kun fjernsyn én gang om året, og det var Disneys juleshow. Så glædede jeg mig også i en hel måned. Ellers tog jeg min rygsæk på og gik op på biblioteket og lånte en masse bøger – fra Pukbøger til »Det lille hus på prærien«. Senere blev det store danske forfattere som Johannes V. Jensen, Karen Blixen, Martin A. Hansen og Tove Ditlevsen.

Den bog, der senest har gjort stort indtryk på mig, er »Fængselsdigte« af Mahvash Sabet. Hun er født i 1953, er en del af Baha’i-religionen og kom i det berygtede fængsel Rajai Shahr, hvor hun sad i 10 år. I de år, hendes fængselsophold varede, skrev hun digte nedfældet på papirstumper og toiletpapir og fik dem smuglet ud. På den måde bevidnede hun en umenneskelig grusomhed gennem sin poesi. Digtene kaster et grusomt klart lys på mennesket, der er frataget sin frihed og underlagt det totalitære. Forestillingen »Fængselsdigte« i Skuespilhuset forsøger at skildre den kamp, det er at forblive en fri sjæl i et fængsel – den kamp, det er ikke at blive en del af forhærdelsen og derved miste sin medfølelse.«

Bogen Fængselsdigte har gjort stort indtryk på Karen-Lise Mynster, som har mødt forfatteren bag, Nara Shabat. Hun sad i et berygtet fængsel i 10 år. Her skrev hun digte, som blev smuglet ud. Digtene er afsættet for forestillingen af samme navn, som opføres i Skuespilhuset senere i januar.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Hvad misforstår folk oftest ved dig?
»Bare jeg vidste det. Jeg er da sikker på, at folk af og til misforstår mig. De fleste af os bliver misforstået mere, end vi tror.«

Hvad er din største fortrydelse?
»Vi er jo kommet på Jorden for at lære, og vi lærer også af at dumme os. Selvfølgelig kan man godt fortryde, men hvis man aldrig havde gjort noget dumt, var man jo ikke blevet klogere. Jeg kan da godt forstå, at der er mange, som siger »det skulle jeg ikke havde gjort«, men sådan kan man jo blive ved. Man kunne også sige »okay, jeg var ikke klog nok på det pågældende tidspunkt. Jeg lyttede ikke nok«, eller hvad det nu var. Man må nogle gange tilgive sig selv – ligesom man skal tilgive andre. Og så komme videre.«