Var Søren Spanning dansk teaters mest elegante skuespiller? Der var en elan, en fart over feltet i hans skarptslebne, forfinede replikbehandling. En overlegen, intelligent og nærmest angelsaksisk fornemmelse over hans sceniske tilstedeværelse.
Søren Spanning var en skuespiller af autoritativt format. En nærmest gammeldags – i ordets bedste betydning – klassisk hovedrolleskuespiller, der ikke lige har været til at erstatte på de danske scener, hvor mandligt talent i hans generation er en mangelvare. Enten fordi de ikke er blevet til det, de skulle blive, eller fordi de er holdt op i utide og har forsaget teatret.
Søren Spannings blændende teknik var det værktøj, der gav ham mulighed for ofte at fortolke mænd, hvis pænhed dækkede over farlighed eller hvis arrogance i sidste ende ledte til desillusion – eller nye erkendelser.
Hvis man har været så heldig at se ham som professor Higgins i Det Ny Teaters flotte opsætning af musicalen »My Fair Lady«, vil man forstå, hvad jeg taler om – rollen spillede han i øvrigt uden musik i Bernard Shaws »Pygmalion« et par år forinden.
Han havde den forkælede ungkarls charme, og gjorde morsomt rede for mandschauvinistens veltilpasse selvbedrag, slået ud af kurs af forelskelsens lille vildrede. En elegant, nonchalant og vittig præstation.
Store roller
Det hele begyndte på Aarhus Teaters elevskole i 1976, hvor han var en del af den jyske landsdelsscenes ensemble på det tidspunkt i 1970erne, da teatret var næsten bristefærdigt af ungt talent. Teatret satsede åbenlyst på ham fra starten, og gennembruddet fik han som overklasseyngel i Noël Coward-komedien »Høfeber« – der var det med det angelsaksiske igen.
Da Henrik Bering Liisberg blev direktør for Det Kongelige Teater i 1980, tog han en række af Aarhus Teaters bedste unge navne med sig, og nu blev Søren Spanning nationalscenens selvskrevne førsteskuespiller på sværdsiden, vis à vis Søren Pilmark. Sammenligningerne med fortidens stjerne, Mogens Wieth – flot, mandig, intelligent og drømmende i ét – lå lige for. Den lige linje til Shakespeare blev etableret med en moderne Hamlet – senere gentaget på Kronborg.
I tiden efter årene på Det Kongelige Teater blev Spanning ført godt og grundigt rundt i det danske teaterlandskab. Han spillede stort set det hele – måske lige bortset fra revyen og den helt lette farce – med præference for klassikeren og det moderne ordteater, han havde så gode anlæg for.
Han spillede et par sæsoner på Aalborg Teater, ligesom han i sin omskiftelige freelancetilværelse især fik lov at folde sig ud på Folketeatret, hvor han både håndterede store roller hos for eksempel Ernst Bruun Olsen, hos Henrik Ibsen – Hjalmar Ekdal i »Vildanden« og »En folkefjende« spillet på et furiøst anslag som en nærmest godmodig fantast – ligesom han var Willy Loman i »En sælgers død«, en rolle, han af type måske var for intellektuel til.
Til gengæld lå George i Edward Albees »Hvem er bange for Virginia Woolf?« i flot samspil med hustruen Karen-Lise Mynster helt rigtigt for ham. Han havde både det hyggeligt rolige overblik, farten, foragten og medfølelsen til at spille dobbeltrollen som bøddel og frelser konsekvent igennem.
Fra filmen husker man ham især som drengen Sørmands ulyksalige far i Soyas »Min farmors hus«, ligesom han var en brændende Viggo Stuckenberg i serien »To, som elsker hinanden«.
Nogle sæsoner satte sygdom en stopper for karrieren, men Søren Spanning kæmpede sig tilbage. Men for snart seks år siden blev han ramt af en hjerneblødning, der gjorde ham lam i venstre side og medførte, at han måtte indstille sit arbejde. Han døde onsdag, 68 år gammel.
