Teaterdirektør af rette støbing

Henrik Bering-Liisberg har været godt rundt i kulturlandskabet. Men han er altid vendt tilbage til teatret. 30. august fylder han 75 år.

Arkivfoto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere

Der var engang. Engang, hvor Det Kongelige Teaters tre scener ikke var blevet en møllesten om halsen på nationalscenen. Engang, hvor spilledagene var flere og ensemblet mangehovedet. Det var dengang, Henrik Bering-Liisberg var chef for det hele på Kongens Nytorv.

Ikke at hans embedsperiode var uden problemer. Også dengang var Det Kongelige Teater truet af farer, snart udefra, snart indefra. Men Henrik Bering-Liisberg havde stamina til at stå imod. Han styrede hele teatret – økonomisk og kunstnerisk. Og han gjorde det klogt. Han førte teatret helskindet gennem en bekostelig ombygning bag scenen på Kongens Nytorv, og han udvidede teatrets revir med den intime Gråbrødrescenen, der snart tegnede sig for en række af teatrets bedste forestillinger.

Repertoiret var midtsøgende. Teaterchefen havde en faible for det angelsaksiske – i det hele taget lignede han selv noget ovre fra England i sine ternede jakker og piben i mundvigen. Men han fandt en farbar vej mellem det gamle og det nye, som krævedes af teatret. Og så var han i stand til at pleje de talenter, han havde ansvaret for – også de unge, hvoraf han havde haft nogle af dem med fra sin tid som chef for Aarhus Teater.

Inden han naturligt blev hentet til Det Kongelige Teater i 1979 havde han gjort Aarhus Teater til en af landets førende scener, bl.a. ved at satse på den sværm af ungdommeligt talent, der trængtes på teatret i de år. De kunne det hele – herunder også spille de store, amerikanske musicals, som få havde troet, vi kunne slippe af sted med på dansk grund, før Henrik Bering-Liisberg satte dem på repertoiret.

Magisteren i litteratur havde fundet vej ind i teatret som anmelder i dagbladet Information. Trædestenene til chefstolen på Aarhus Teater i 1973 havde været det mindre Svalegangen og det turnerende Det Danske Teater.

1989 sagde han stop på Kongens Nytorv efter uenighed med politikerne om økonomien. I stedet blev han kulturråd i Bruxelles. Posten blev overraskende efterfulgt af jobbet som direktør for Det danske Filminstitut med en knap så lykkelig afgang. I stedet blev han leder af de københavnske teatres paraplyorganisation, der dengang hed Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab – en stilling som senere blev ændret til kulturdirektør under Hovedstadens Udviklingsråd. Det var dengang, den slags kunne klares med en kontordame, en kaffemaskine og et beskedent lejemål på Toftegaards Plads. Han lod sig imidlertid pensionere, da teaterstrukturen i København stod foran endnu en af sine endeløse omstruktureringer i 2006. Teaterinteressen har dog været intakt, bl.a. som medlem af juryen for teaterprisen »Årets Reumert«.