Himmlers sidste dage

Den nazistiske SS-chef Heinrich Himmler forsøgte i Anden Verdenskrigs sidste dage at få kontakt med de vestlige allierede. Forsøget blev afsløret, og Himmler flygtede under falsk identitet til Nordtyskland, hvor han til sidst blev arrestret af russiske soldater.

Heinrich Himmler var i Anden Verdenskrigs sidste år nummer to i det nazistiske hierarki kun overgået af Adolf Hitler. Han begik selvmord i britisk varetægt ved at bide hovedet af en cyanidampul. Briterne forsøgte at redde ham, men han døde i løbet af et kvarters tid. <br>Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Historikere, der interesserer sig for Heinrich Himmlers sidste dage og død, har hidtil hovedsagelig benyttet vestlige kilder, når de skrev derom. Nu er der imidlertid fremkommet kildemateriale fra russiske arkiver, som viser, hvad man fra sovjetisk side vidste om Himmlers sidste dage, død og begravelse.

Kildematerialet, der kommer fra den føderale sikkerhedstjenestes arkiv, stammer oprindelig fra den sovjetiske kontraspionage SMERS, der havde indsamlet materialet i forbindelse med eftersøgningen af tyske naziforbrydere i årene 1945-1946.

Da den sovjetiske kontraspionage udvekslede informationer med sine britiske og amerikanske kolleger, foreligger en del af dette materiale på engelsk og er - ligesom det russiske kildemateriale - af udgiverne Chavkin og Kalganov oversat til tysk.

Almindeligt kendt er det, at Himmler i foråret 1945 søgte kontakt med de vestlige allierede for at sikre sin politiske position i tiden efter Hitlers død og for at fortsætte krigen mod fjenden i øst. Uheldigvis for Himmler lykkedes det ham ikke at hemmeligholde sine følere til de vestlige allierede. Hitler blev således underrettet om, at Himmler havde etableret kontakt til den svenske greve Folke Bernadotte, der havde erklæret sig beredt til at forsøge sig som formidler i forhandlinger mellem Tyskland og de vestlige allierede om en separatfred.

Nyhedsbureauet Reuters berettede imidlertid 28. april om Himmlers forhandlinger med de vestallierede. Nyheden hensatte Hitler i raseri, og han reagerede ved at fratage forræderen samtlige dennes poster.

Himmler havde imidlertid allerede om aftenen 19. april klogeligt forladt Berlin og efterladt Føreren i bunkeren for sammen med Nordgruppe-Ohlendorf at sætte kurs mod Flensburg - det nordlige tilflugtssted for mellem 2.000-3.000 nationalsocialister - fem dage før den røde hær sluttede ringen om Berlin i et jerngreb.

Da Himmlers forhandlinger med de vestallierede var blevet kendt, opsøgte han storadmiral Dönitz, der dog ikke havde brug for ham.

Herefter var Himmler for en tid ikke mere Himmler. Han antog en ny identitet, skaffede sig falske papirer lydende på navnet Heinrich Hitzinger, en sergent, Gestapo havde henrettet, og som Himmler tilfældigvis havde en bemærkelsesværdig lighed med. Himmler ændrede i øvrigt sit ydre ved at skifte sin karakteristiske, frygtede sorte uniform ud med andet antræk og anbringe en sort klap over det ene øje. Sammen med flere medlemmer af sin stab vandrede han nu omkring i det nordlige Tyskland i et par uger, før han besluttede at sætte kursen mod syd.

21. maj blev Himmler, der på dette tidspunkt kun var ledsaget af sine to granvoksne adjudanter Macher og Grothmann, pågrebet sammen med disse i landsbyen Meinstadt. Arrestationen blev foretaget af to russere i en kombineret russisk-britisk patrulje på i alt fem mand på et tidspunkt, hvor briterne havde trukket sig tilbage for at drikke kaffe.

Omkring klokken 19.30 besluttede Gubarev og Sidorov sig for at dreje en sidste runde omkring landsbyen. Fra udkanten af denne fik de øje på skikkelserne af tre personer, der kom ud af en skov for at passere en gade for atter at forsvinde ind i en anden skov. Patruljen råbte de tre mænd an, og Gubarev affyrede et advarselsskud med sit gevær for at få dem til at gøre holdt. En af dem blev stående, mens de to andre fortsatte mod skoven.

Den ene af de arresterede, der, som det senere viste sig, var Heinrich Himmler, var iført en grå tysk officerskappe, soldaterstøvler, men civile benklæder, en sort hue og over det venstre øje havde en sort klap. I hænderne holdt han en stok, som han benyttede som krykke. På armen havde han et ur med kompas.

Hvad Ivan Sidorov ikke registrerede, var, at Himmler, som han ikke (gen)kendte, havde barberet sit overskæg af. Ved hjælp af gestus gjorde de patruljerende russere de tre fastholdte forståeligt, at de ønskede at se deres papirer. Da de tilsyneladende ikke var i besiddelse af sådanne, blev de ført til det hus i landsbyen, hvor de engelske soldater opholdt sig. Himmler og den ene adjuntant fremviste nu nogle tyske identitetspapirer og forsøgte ved fagter og enkelte brokker at fortælle, at de kom fra et lazaret. Himmler pegede i den forbindelse på sit tilbundne øje og venstre ben samt krykken og forsøgte at overbevise soldaterne om, at han var syg. Det fik de engelske soldater til at foreslå, at man skulle lade de tre tyskere gå, da de var syge. Men Gubarev var af anden opfattelse. Han insisterede på, at de blev bragt til den engelske lejr, hvilket skete. Først tre dage senere erfarede de to russere, at manden med øjenklappen, som de havde taget til fange, var selveste Gestapos øverste chef Himmler, samt at han var blevet ført til en anden by, hvor han under et forhør havde taget gift og var død.

Da de tre tyske fanger i to dage var blevet tilbageholdt i britisk fangenskab, uden at der var sket noget, erklærede den ene af fangerne 23. maj, at han var Heinrich Himmler og forlangte at tale med en officer i den britiske sikkerhedstjeneste.

Den vagthavende britiske officer kontrollerede rigtigheden af påstanden ud fra biografiske oplysninger, særlige karakteristika, partibog og SS-medlemsbevis og fandt identiteten dokumenteret. Derpå blev Himmler transporteret videre til den 2. britiske arme i Lüneburg, hvor han under en kropsvisitation bed hovedet af en glasampul med cyanid, som han havde skjult i munden, hvorefter han - trods ihærdige redningsforsøg fra briternes side - døde i løbet af et kvarters tid.

Først næste dag blev liget undersøgt af en retsmediciner, hvorefter det blev brændt og transporteret til et ukendt sted på Lüneburger Heide, hvor det blev begravet.

Dette forkortede referat af Himmlers sidste dage på baggrund af dokumenterne fra det tidligere sovjetiske arkiv stemmer i hovedtrækkene overens med oplysninger, som den engelske retsmediciner Hugh Thomas for nylig har fremlagt desangående.

Hugh Thomas sigter i sin bog imidlertid mod sensationen. Først peger han - ikke uden grund - på forskellige uoverensstemmelser i de britiske beretninger og hastværket med at få liget skaffet af vejen. Dernæst fremsætter han sin fantasifulde tese om, at den arresterede mand, der under forhøret tog gift, døde og af to briter blev begravet et sted ude på Lüneburger Heide, ikke var Heinrich Himmler, men at det muligvis var Heinrich Hitzinger.

Hugh Thomas baserer, selv om han er retsmediciner, denne påstand på svage argumenter. F.eks. sammenligner han fotos af en yngre levende Himmler med fotos af dennes dødsmaske, som viser ansigtet af en person med et asymmetrisk kranium og en hævelse i den højre side af ansigtet, mens Himmler på kendte fotos havde et typisk symmetrisk kranium og nul hævelse.

Af større interesse er det imidlertid, at britisk arkivmateriale kunne tyde på, at liget af Himmler et halvt års tid efter begravelsen af briterne blev opgravet for atter at blive obduceret.

Det endelige svar på spørgsmålet, hvorfor denne anden autopsi var nødvendig, må den tålmodige historiker vente til år 2045 for at få. Først da er yderligere arkivmateriale fuldt tilgængelig.

Litteratur: Hugh Thomas: »SS-1: The Unlikely Death of Heinrich Himmler«, London 2001, Boris Chavkin og A. M. Kalganov: »Die letzten Tage von Heinrich Himmler. Neue Dokumente aus dem Archiv des Föderalen Sicherheitsdienstes« (i: Forum für osteuropäische Ideen- und Zeitgeschichte 4, 2000, pp. 251-290).

Allan A. Lund er historiker, dr.phil.