Mads Christensen: Kvinderne smider tøjet i ligestillingens navn, men de tager ikke de job, man kan dø af

Der er coronavirus overalt. Gider du høre mere om det? Formodentligt ikke. Jeg orker i hvert tilfælde ikke at skrive om det. Så her kommer i stedet en fortælling om kvindekampens nye våben: bare bryster.

»Der kan også være sket det, som skete med sars, svineinfluenza, millenium-computerbuggen, atomtruslen. At gassen gik af ballonen med et »pfffssstttt«, og at vi alle endnu lever – to fight another day,« skriver Mads Christensen om coronavirussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Forleden var det kvindernes internationale kampdag, og i den forbindelse var det svært for mig at overse en ny og spændende drejning i den måde og form, hvorpå kvinder udtrykker deres foragt for patriarkatet.

På Place de la Concorde i Paris havde en større gruppe kvinder bevæbnet sig med skilte, på hvilke de havde skrevet slagord mod patriarkatet … Det er der som sådan ikke noget nyt i. Det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng var, at de alle sammen havde besluttet sig for at blotte deres bryster som et bærende element i det demonstrative budskab.

Jovist, den slags virker altid. SÅ hører (og kigger) vi efter! Da den feministiske russiske aktivistgruppe Pussy Riot for en håndfuld år siden bemægtigede sig verdens avisforsider i deres oprør mod mandevældet og al dets uvæsen, var de bare bryster også et gennemgående tema.

Herhjemme har vi haft stor glæde af fjerdebølgefeministerne i Girl Squad, anført forbilledligt af numserysteren Louise Kjølsen, Ekaterina Andersen og Nikita Klæstrup, som både i deres fælles værk, »Ludermanifestet«, og i myriader af TV-optrædener gjorde flittigt brug af ... tør man sige ... deres feminine og erotiske kapital for at opnå skærmtid i kampen mod undertrykkende mænd og ligeberettigelse kønnene imellem.

De seneste to uger har budt på Ibi Støvings spektakulære nøgenstunt ved Zulu Awards og TV-værtinden Sara Bros gentagne seminøgenhed i en række Instagram-moments eller rød løber-optrædener. Også for disse to kvinders vedkommende er nøgenhed et våben og værktøj i ligestillingens navn.

Om det er mere eller mindre modigt at udbasunere sin nøgenhed, når man selv ligner en græsk gudinde, skal jeg ikke kunne sige, men som betragter af kvindekampen i almindelighed og nøgne kvinder i særdeleshed vil jeg blot her fremsætte min udelte begejstring.

Je suis feminist!

Mads Christensen

»Ærligt talt. Hvor mange kvinder kender du, der kommer hjem fra en lang arbejdsdag med sorte hænder og en ram lugt af fæces hængende i håret? Nej, vel? Så hellere en barbrystet bestyrelsesforkvinde, tak.«


Men så kommer jeg alligevel til at tænke ... denne ligeberettigelsestrang. Svinger den dør ikke lidt skævt nogle gange? Jeg er bestemt ikke interesseret i mere kønskonfrontation, end vi allerede har, men føler dog en lillebitte trang til lige at fremkomme med en efternølerbemærkning til kvindernes internationale kampdag:

At vi mænd notorisk er håbløst agterudsejlede i skilsmissesager, forældremyndighedstvister, faderskabsforhold, beslutninger om bør eller ej. At vi lever markant kortere end vores samtidige kvinder. At vi er massivt overrepræsenterede i selvmordsstatistikkerne, i fængslerne, i rendestenene og blandt de hjemløse, synes vi at måtte acceptere med et hånligt vink med håndleddet, som når man vifter en irriterende flue væk.

At samfundet dagligt skriger på positiv særbehandling i kvinders favør, kvoteordninger og lovindgreb over for virksomheder, både offentlige, men dælen-dule-mig også private, når der skal findes en ny direktør eller bestyrelsesperson, synes at være den nye norm.

Men hvad med alle de sure job? Skodjobbene? De farlige job? Afhængigt af hvor koldt eller glat det har været, dør mellem 25 og 35 danskere hvert år i arbejdsulykker. Ni ud af ti af disse er mænd!

Måske er mændene bare nogle klodsmajorer derude, meeen noget tyder faktisk på, at det snarere er, fordi det næsten udelukkende er mænd, der bestrider de farlige job.

På stilladserne, med tagbelægninger i 20 meters højde. I landbruget, blandt mejetærskere, kardanled og højt hydraulisk tryk. I fiskeriet, i nattens mulm og mørke og høj sø i Skagerrak. På den anden side af jorden i militærtjeneste eller for den sags skyld i de lortestinkende kloakker under forstadsfruernes designerkøkkener. Hvorfor er det mon sådan, at der næsten ingen kvinder er at finde i den beskidte og farlige ende af de håndværksbårne erhverv?

Forholder det sig mon sådan, at vi mænd – ved hjælp af sammenrottede oldboysnetværk, studehandler, nepotisme og glaslofter – systematisk knalder døren i fjæset på de mange kvinder, der står i kø for at forfølge en karriere i kloakmesterfaget? Eller er faktum, at der ikke er den store iver efter ligeberettigelse, når man kan blive beskidt af den eller dø?

Ærligt talt. Hvor mange kvinder kender du, der kommer hjem fra en lang arbejdsdag med sorte hænder og en ram lugt af fæces hængende i håret? Nej, vel? Så hellere en barbrystet bestyrelsesforkvinde, tak.