Mads Christensen: Jeg har fundet kuren mod en ny generation af tabermænd

Vi tabermænd lever markant kortere end vores medsøstre, vi dør af en række lidelser, som man i praksis ikke burde dø af. Vi har en elendig lægefrekvens, vi sjofler vores behandling og udviser selvdestruktive adfærdsmønstre. Men jeg har fundet en del af kuren, skriver Mads Christensen.

Mads Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Jeg har altid i mit virke betragtet og beskrevet mænd.

Det kommer således ikke som noget chok for mig, at en af mine helte, mandeforsker Svend Aage Madsen fra Rigshospitalet, for ganske nyligt atter kastede lys over, hvor elendigt det står til med en hastigt voksende gruppe danske mænd. Tabermændene.

»Når 600 danskere hvert år tager deres eget liv er over 500 mænd ... det kører ikke rigtigt for os.«


Rækken af sløje rekorder er lang og trist som en begravelsessalme.

Vi tabermænd lever markant kortere end vores medsøstre, vi dør af en række lidelser, som man i praksis ikke burde dø af, for vi tager dem ikke alvorligt. Vi har en elendig lægefrekvens, vi sjofler vores behandling og udviser selvdestruktive adfærdsmønstre.

Vi fylder alle cellerne i landets fængsler, vi dominerer kriminalitets- og voldsstatistikkerne.

Vi falder igennem i en lang række uddannelsesstatistikker.

Når 600 danskere hvert år tager deres eget liv er over 500 mænd ...

Det kører ikke rigtigt for os.

Det er tabermændene, jeg kærer mig om

I Svend Aage Madsens seneste informationsstrøm fremgår det, at vi nu også udgør broderparten af de ufrivilligt enlige og ufrivilligt barnløse. Faktisk viser det sig, at vi aldrig før har set så mange mænd bo alene.

At ensomhed i sig selv er farligt og fører til markant tidligere død, er videnskabeligt velbelyst, og dog sidder mange af os og henslumrer i miserabel alenehed.

Bevares, der er masser af vindermænd, men dem bekymrer jeg mig ikke for.

Det er tabermændene, jeg kærer mig om. Og her ser vi en meget klar tendens. Desto dårligere uddannede vi er, desto dårligere, kortere og mere ensomme bliver vores liv. Der er klokkeklar korrelation mellem uddannelse og livskvalitet!

Jamen, så er det vel en såkaldt no-brainer … så skal vi jo bare have (eventuelt tvinge) flere mænd ind i uddannelse. Det kan vel ikke være så svært?

Jeg er ikke enig.

Det vil være åbenlyst tåbeligt af mig at betvivle videnskaben.

Dens budskab er klart som akvavit: Desto længere uddannelse en mand tager, desto længere vil han leve. Og dog tillader jeg mig at spørge: Er der måske en anden vej?

Alle, der har børn, vil vide, at det ikke altid er lige nemt at være dreng i folkeskolen. Nogle glimrer, bevares, men mange hutler sig igennem. Allerede i vuggestuen og børnehaven overdrages vores drengebørn til kvinder. I børnehaverne er kun godt 5 pct. af pædagogerne mænd. I vuggestuerne er tallet under 2!

Hvis man var konspirationsorienteret – og det er jeg måske en lille-bitte smule – kunne man vove postulatet, at kvinder over en bred kam opdrager vores drengebørn efter noget overvejende feminine principper. Derved spares der allerede i barndommen op til en konflikt mellem drengens grundlæggende maskuline natur og et stadigt mere feminint orienteret forventningsniveau.

Ja, jeg gætter bare og kan kun redegøre for mine egne lægmandsbetragtninger, men er det ikke tankevækkende, at så mange drengebørn allerede i børnehaven og i de tidlige skoleår får at vide, at de er »forkerte«. Der er slet ikke plads i denne lille klumme til at opremse alle de diagnoser, en frisk fyr kan få hæftet på sig, inden han overhovedet er kommet i gang med sin blækregning.

Ikke alle disse drenge ender i den dystre ensomheds og ufaglærte jammers statistik, men mange af dem gør ... born to lose.

Når jeg i mit foredragsvirke kommer omkring i landet og taler for en bred vifte af danske virksomheder, slår det mig igen og igen, at der tilsyneladende er en anden vej end den uudfordrede fremdriftsreformdrevne skole-, gymnasium-, universitetsvej.

Håndens arbejde

I håndværksfagene møder jeg selvstændige, stærke mænd med højt selvværd, sund selvindsigt, god sædkvalitet og selvopholdende livsvaner. Jeg ser mænd, der har sagt pænt nej tak til samfundets evindelige pres i retning af skolebænken og som i stedet i god selverkendelse har valgt at dygtiggøre sig ved håndens arbejde. Jeg ser blikkenslagere med laaaang ventetid, elektrikere med fulde ordrebøger. Murere, der har pissetravlt, og kloakmestre, der selv kan sætte deres pris.

Alle disse virksomheder og faggrupper spørger konstant efter nyt blod: »Hvordan kan vi få nogle unge mennesker (gerne mænd) til at kigge i vores retning?«

Jeg siger altid til dem, at håndværksfagene allerede skal bejle til drengenes gunst på 6. klassetrin. Jeg foreslår, at håndværksfagene uddanner unge spændstige, velklædte hands-on-gutter til en slags ambassadører og sender dem ud på folkeskolerne. Her skal de tegne og fortælle om, at der er en anden vej, end den mor, far, klasselærer, skolepsykolog og studievejleder ofte ensidigt prædiker.

Bliv håndværker!

Vi har længe kunnet læse i aviserne om det akademiske proletariat. Halvstuderede, halvelendige universitetsdimittender, der aldrig skulle have været inde i første omgang og nu, hvor de kommer ud, ikke kan finde deres plads i livets reol. Ingen gider dem!

Tænk engang om man med min beskedne samfundsændring kunne afskaffe det akademiske proletariat, det nye mandeproletariat og i samme åndedrag kunne få en dansktalende bliktud ud og ordne det forpulede afløb inden årets udgang.

Drenge ... if you can't join them, beat them.