Mads Christensen: I en nær fremtid vil nyhederne blive oplæst af et retfærdigt panel af kønsløse og utiltrækkende personer

Som vanligt kom debatten til at handle om, hvor synd det er for grimme kvinder, at de ikke kan få job i fjerneren, men undskyld mig: Er det nu OGSÅ et kønsproblem?

Mads Christensen. Thomas Lekfeldt

Jobbet som klummeskribent her på avisen er uden sammenligning det nemmeste i verden. Stoffet vælter ud af dagens avislæsninger. Hver dag materiale til ti klummer … tænk, at man får penge for det (håndører, men dog en skilling).

I denne uge vil jeg dele ud af min forundrede glæde og min lille mandefryd over den seneste trend blandt fortørnede og indignerede kvinder.

»Hver tredje vejrudsigt vil oplæses af en gammel heks, en kørestolsbruger, en benamputeret, selvfølgelig et kvotebestemt antal nyhedsværter fra DFDS-BDSM-LGBT-miljøet og to fra Grønland og Færøerne.«

I kølvandet på TV-værtinden Lise Rønnes velpublicerede opgør med den udskældte Politiken-journalist Bo Tao Michaëlis, som i sin vildfarelse havde formastet sig til at sige, at Lise »vimsede omkring«, brød en 1.000 år gammel debat om smukke kvinder og grimme kvinders umulige paradoks ud i lys lue igen.

Selv lod jeg mig rive med i en voxpop i B.T. og kom til at sige, at der selvfølgelig er visuelle præferencer i visuelle erhverv. Logik for høns.

I teater, film, musik, video og – selvklart også – på TV er det altså en fordel at se godt ud – retfærdigt eller ej

Sådan er det!

Jeg nævnte min gode ven Mads Steffensen som en unik éner (pleonasmealarm!), der har formået at bryde de uskrevne regler og fundet sin plads på øverste TV-hylde, på trods af at enhver kan se …. he has a face for radio.

Som vanligt kom debatten til at handle om, hvor synd det er for grimme kvinder, at de ikke kan få job i fjerneren, men undskyld mig: Er det nu OGSÅ et kønsproblem?

Mænnerne er sgu da også Brad Pitt-flotte alle sammen. Kåre Quist, Kim Bildsøe Lassen, Søren Lippert, Mikkel Beha Erichsen, Mikael Kamper, Jens Gaardbo, Martin Krasnik … flotte mænd, sexede mænd, lækre mænd!

De er bare drøngode på TV!

Nå. Kom nu til sagen:

De seneste par dage har aviserne været fulde af kvinder, der har luftet deres grumme erfaringer med ubehagelige, undertrykkende mandemænd, som systematisk har objektificeret dem og seksualiseret dem, selvfølgelig med afsæt i, at de vimsede rundt og så godt ud.

Pokkers, havde man dog bare været en grim øgle, så havde problemet været løst!

Man(d) må forstå, at når kvinder bobber deres hår, lægger makeup, renser hud, iklæder sig strømper, nederdele, korte sommerkjoler, pushup-BHer og nedringede bluser, at når de går på slankekur, pumper deres kroppe med Botox, filler og silikone, hopper og danser til aerobic og fatburner-yoga, at så er det alt sammen, fordi vi stygge mandemænd forlanger det. Det hele er én stor mandedrevet konspiration, som udelukkende har til formål at fastholde alle disse uvildigt smukke kvinder i et sex- og objektundertrykkende jerngreb!

Det er (igen) os mænd, der er skyld i det hele!

Kvinderne vil faktisk helst jogge omkring i campinghabit og morgenhår, må man forstå ... hvis de selv kunne bestemme over egen krop og eget liv.

Alt det der med at vimse rundt og gøre sig lækker er faktisk kvindefornedrende, kunne Berlingskes journalist Birgitte Erhardtsen forleden forklare vi måbende fjolser. Snart, og så hurtigt som muligt, bør alle kvinder droppe kavalergangen og de høje hæle – ellers kan de faktisk glemme alt om at blive taget alvorligt, skrev hun.

Ja, sådan er det åbenbart!

Og Michelle Obama? Ja, hun burde holde sig for god til at blotte skulderen på coveret af sin seneste bog, mente Erhardtsen. Michelle Obama gør sig derved medskyldig i denne grumme sexificerende kvindeundertrykkelse.

Gad vide, om Michelle Obama læser Birgitte Erhardtsens mange gode råd og snarest kalder bogen tilbage?

Fremtidens TV-vært

I kølvandet på Lise Rønnes opgør med Bo Tao Michaëlis vil vi nu se alle ligene vælte ud af skabene. Og endelig vil kvinderne rebellere ... gøre endegyldigt oprør, kaste de snærende bånd af sig og bryde med århundreders visuelle undertrykkelse. Det bliver #MeToo version 2.0.

I meget nær fremtid vil alle de billedskønne TV-kvinder, herunder alle de vidunderlige Cecilier (Beck, Hother og Frøkjær), Michelle Bellaiche, Natasja Crone, Divya Das, Ulla Essendrop og GERTRUD HØJLUND (… den lækreste af dem alle! Ups, nu er jeg allerede i gang med at krænke) kollektivt begynde at servere nyhedsstrømmene for os, uden makeup, i flade sko og løse cowboybukser. Det vil de gøre, fordi de faktisk altid har hadet at være lækre. De vil også gøre det i solidaritet med deres grimme kolleger i radioen, selvfølgelig vil de det. Bare vent.

Dette nybrud vil over tid eliminere alle de fæle gammeldags opfattelser af æstetik.

I en nær fremtid vil nyhederne blive oplæst af et 100 pct. retfærdigt panel af særligt udvalgte kønsløse, appealforladte, utiltrækkende androgyne personer. Hver tredje vejrudsigt vil oplæses af en gammel heks, en kørestolsbruger, en benamputeret, selvfølgelig et kvotebestemt antal nyhedsværter fra DFDS-BDSM-LGBT-miljøet og to fra Grønland og Færøerne. Det bliver så vidunderligt retfærdigt, at vi alle kommer til at tude af lutter emancipationslykke!

Og i mellemtiden kan vi glæde os over, at vores muslimske søstre for længst har gennemskuet hele pisset og iført sig burka og niqab.

Ja, faktisk som et råb om frihed!