Min dejlige datter, Esmeralda, er part i en lokal teatertrup. De spillede forleden deres formidable forestilling »Ungdomsdyret«. Et stykke om unges forventninger til fremtiden. Et bærende element i scenografien og fortællingen er fremtidskassen, en kasse det unge menneske pakker sin momentane virkelighed ned i, i 5. klassetrin, for så at kunne åbne den igen efter gymnasiet. En lille tidslomme, om man vil.

Jeg åbner denne lørdagsklumme med en tidslomme-analogi, fordi jeg her gør det samme. Jeg skriver noget i mit nuværende »NU« velvidende, at det bliver publiceret og læst et par dage ude i fremtiden, i det nye »NU«.