Et par bare bryster kan stadig provokere i 2020. For nylig gjorde radioværten Sara Bro sig bemærket på Instagram, da hun delte et billede af sig selv i en gennemsigtig blondebluse, der afslørede hendes nøgne bryster. Det skulle sætte fokus på kvindernes internationale kampdag, men det affødte også mange reaktioner. Er det feminisme at vise sine bryster frem? Spørger man Sara Bro, har det »meget med ligestilling at gøre«.
I dag er det kvindernes internationale kampdag. En dag, der sætter fokus på ligestilling og kvinders rettigheder. Debatten er selvskrevet hvert år, når der bliver spurgt ind til, om vi er nået længere end sidste år, og om der stadig er noget at kæmpe for.