Københavnersnuden: Skal vi ikke se at få repareret den Opera?

Det er 15 år, siden Operaen slog dørene op. Nu er det på tide at bygge den facade, Henning Larsen tegnede.

Den triste blokering af udsigten bag det seriøst kiksede kølergitter er en helt basal fejl ved Operaen i København. Det er på tide at give bygningen en facade, byen kan være bekendt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Den 15. januar i år er det præcis 15 år, siden Operaen i København åbnede med en TV-transmitteret festforestilling. Dronningen var der, den daværende statsminister også, ligesom den glade giver, Mærsk Mc-Kinney Møller, og hans arkitekt, Henning Larsen.

Larsen var dog ikke glad. Og det var ikke kun, fordi han ikke fik lov til at gå ved siden af bygherren. Henning Larsen var meget trist til mode, fordi det, der skulle have været hans magnum opus, var endt som et trist misfoster. Et stykke lagkagearkitektur, der lå og ligger milevidt fra hans normalt overlegne kvalitetsniveau.

Skibsrederen var ligeglad. Han smilede og gav hånd, og selv pressen prøvede at være så velvillig som mulig. Det var da en fin Opera, ikk’? – Olafurs lysekroner var i hvert fald pæne, og man kunne da trods alt se over til Amalienborg – selv om det lidt kedelige kølergitter skar udsigten op på en klodset og uæstetisk, for ikke at sige direkte grim måde.

»Det er min sikre overbevisning, at en afgangsstuderende på Arkitektskolen, der præsenterede sådan en facade til en operabygning ved havnen, ville dumpe med et brag.«


Kritik fra begyndelsen

Operaen åbnede altså trods kritik sin første sæson i relativt optimistisk humør. Alle sejl blev sat til, og vi fik besøg af Placido Domingo og andre verdensstjerner. Imidlertid varede det ikke længe, før gassen gik af ballonen. Det er meget besværligt at komme over til den opera. Der er intet liv omkring den – og facaden!? Den facade bliver ved med at være en torn i øjet på enhver, der bekymrer sig den mindste smule om arkitektur. Det er min sikre overbevisning, at en afgangsstuderende på Arkitektskolen, der præsenterede sådan en facade til en operabygning ved havnen, ville dumpe med et brag.

Henning Larsen skrev i sine sidste år en bog om sine genvordigheder med en ualmindelig umusikalsk og ufleksibel bygherre, »De skal sige tak!« hed bogen, og titlen var angiveligt de ord, Mærsk Mc-Kinney Møller havde udtalt, da Henning Larsen spurgte, hvad han dog skulle gøre ved den ulykkelige situation.

Bogen er et trist og lidt desperat dokument, og naturligvis et partsindlæg, men også morsomt i al sin bittersødme. Det uforståelige er, hvorfor Hr. Møller insisterede på en beliggenhed i første række til havnen, når han samtidig ville have en lukket facade. Uden udsigten kunne bygningen lige så godt ligge i Glostrup. Det ville tage cirka lige så lang tid at komme derud fra centrum af København, og byggegrunden ville med garanti have været billigere. Det  allermest sørgelige er, at bygningen så er endt med at ligne noget, der faktisk kunne ligge i et anonymt industrikvarter. For eksempel i Glostrup.

Mere mausoleum end kulturhus

Sagen var nok den, at Operaen aldrig har været tænkt som andet end et mausoleum over Hr. Møller, og derfor har den i bygherrens øjne aldrig været andet end et objekt. En gigantisk lukket sarkofag, der mest af alt minder om den slags bygninger, der bliver bygget i Andeby, når onkel Joakim skal konkurrere med Maharajaen af Pengostan, om hvem der har flest penge.

Nu er både Larsen og skibsrederen draget til Davey Jones’ store arkivskab, og nye kræfter er kommet til roret både i Mærsk og A.P. Møller Fonden. Disse nye kræfter er diskret ved at gøre noget ved den lidt irriterende hadegave, Operaen viste sig at være.

Det var således også et problem, at fonden insisterede på at friholde de to øer nord og syd for Operaen. Efter lokalplanen var det meningen, at der skulle ligge boliger dér. Noget, der ville have givet Operaen en bymæssig forankring, og årsagen til, at bygningens sidefacader er så kedelige. Det har aldrig været meningen, at de skulle ses på lang afstand. Nu kommer der heldigvis en operapark på sydøen, og den skal fonden have tak for. Den vil skjule den kedelige facade og forhåbentlig trække lidt byliv ud til den vindomsuste klods.

Alt kan repareres

Jeg vil imidlertid gå et skridt videre og spørge fonden og rederiets ledelse, om ikke det var en god idé, nu da det er jubilæum, en gang for alle at reparere facaden? At bygge den, sådan som Henning Larsen oprindeligt tegnede den? Den nuværende, grimme facade er ikke bærende, så det ville være en overkommelig opgave både teknisk og økonomisk, og jeg lover, at København ville sige tak, sådan som Hr. Møller ønskede det. Faktisk er jeg sikker på, at vi kunne organisere et årligt takke-fakkeltog til Mærsks hovedsæde, hvis fonden ville gøre det nødvendige.

Det er ingen skam at tage fejl, og ligesom bystyret i Sydney fik Utzon-familien tilbage for at reparere Operaen der, vil det tværtimod være et tegn på storsind og rettidig omhu, hvis fonden nu tog sig sammen og endelig fik givet byen og landet den gave, alle oprindeligt drømte om.