Københavnersnuden: Platanvej ligger midt i et smørhul – ikke desto mindre er den byens grimmeste vej

Trods sin perfekte placering og sit smukke navn er der ikke meget godt at sige om Platanvej, som blev ramt af udviklingen på det forkerte tidspunkt med trist elementbyggeri og trøstesløs ensartethed.

Selv når byggepladsen kommer væk, vil Platanvej ligne noget, der er teleporteret fra Østeuropa til Frederiksberg. Asger Ladefoged

Et stykke vej, der forbinder Vesterbrogade med Frederiksberg Allé, burde være et smørhul i København – og er det også beliggenhedsmæssigt. På fem minutter kan man komme til hipster-heaven i Vesterbrogades vestlige ende, tæt på både Enghave Plads, Enghaveparken og Carlsberg Byen. På fem andre minutter kan man komme til Frederiksberg Allés lille stykke Paris, med den nye metrostation på hjørnet, skråt overfor Café Promenaden og tæt på Frederiksberg Have og Pile Allé. Kort sagt: et af de bedste steder, man kan bo i Hovedstaden.

Desværre er selve vejen måske byens grimmeste med uendeligt trist elementbyggeri af tarveligste aftapning i trøstesløs ensartethed mellem de to store veje. Ligesom Frederiksberg Allé nogle gange synes at være magisk fløjet hertil fra langt sydligere himmelstrøg, således synes Platanvej at være direkte importeret fra Østeuropa, Gellerupplanen ved Aarhus eller et andet stykke omegns-tomgang fra 70erne.