Mange har nok bemærket, at Dragespringvandet på Rådhuspladsen er væk. Sidste efterår blev det pillet ned fra sin placering i det vestlige hjørne af pladsen ud mod H.C. Andersens Boulevard.
Efter planen skulle det store granit- og bronzespringvand vende tilbage i foråret 2022 – dog med en mere fremtrædende placering midt på Rådhuspladsen. Det skulle samtidig have tilføjet et yderbassin, som blev fjernet i 1954.
Der var bare ét problem: Det viste sig at være noget dyrere end først antaget. Københavns Kommune havde estimeret, at flytningen og etableringen af den ydre kumme ville koste cirka 11,5 millioner kroner. Heraf ville Aage og Johanne Louis-Hansens Fond finansiere to tredjedele, mens kommunens budget for 2020 skulle dække resten. Det har dog vist sig ikke at slå til.

Under budgetforhandlingerne i Københavns Kommune torsdag aften besluttede politikerne sig imidlertid for at afsætte 9,3 millioner kroner ekstra, så springvandet kan vende hjem fra sit eksil.
Det er blandt andet udgifter til arkæologiske undersøgelser, renovering, etablering af et underjordisk teknikrum og intern løn, som har vist sig at være sat for lavt. Desuden er højere udbudspriser en af årsagerne til, at det er løbet op, oplyser kommunen.
»Jeg er rigtig glad for, at partierne bag budgetaftalen har fundet den nødvendige restfinansiering, så Dragespringvandet kan indtage en central plads som en del af Rådhuspladsen,« siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager (EL):
»Dragespringvandet er en historisk del af byen, og det er vigtigt at værne om vores historie. Jeg glæder mig til, at springvandet er på plads i hjertet af København, selvom vi må vente en smule længere på det.«
Genforenes med bassin
Det er fem år siden, Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune besluttede, at Dragespringvandet skulle have en mere central plads, efter at Cityringen var indviet, og metroens forplads stod klar, hvilket som bekendt er sket i mellemtiden.
I samme ombæring blev det besluttet, at springvandet skulle genforenes med det 14 meter brede yderbassin, som blev sat på i 1908, men fjernet igen i 1954, da H.C. Andersens Boulevard blev udvidet, og der ikke længere var plads til bassinet på springvandet. Allerede dengang blev det flyttet længere ind på Rådhuspladsen, og nu får det så endnu et nøk ind mod midten.

Interessant nok havde kunsthåndværker Joakim Skovgaard og arkitekt Thorvald Bindesbøll slet ikke Rådhuspladsen i tankerne, da de skabte en model af det, der senere skulle blive et af byens kendte springvand.
Storken vandt Amagertorv
Da Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse udskrev en konkurrence om at skabe et monument, som skulle stå på Amagertorv/Højbro Plads, deltog Bindesbøll og Skovgaard med modellen, som de udtænkte i slutningen af 1880erne. Det blev dog storken, der løb med førstepladsen om at pryde Amagertorv, mens Dragespringvandet i stedet fik et liv på en af byens andre vigtige pladser.
Her blev det indviet i 1904, hvor det »kun« bestod det af en bronzekumme med tre drager, som stod på et lavt cirkelformet fundament af granit.

Få år senere, i 1908, besluttede Borgerrepræsentationen, at springvandet skulle udvides med en lav, ydre kumme med granitkant, for at forhindre at det sprøjtede på de forbipasserende, når det blæste. I 1923 blev det desuden besluttet at tilføje tyren, som også var med i Bindesbøll og Skovgaards oprindelige model.
Når Dragespringvandet vender tilbage til en ny og mere prominent placering på Rådhuspladsen, bliver det således med både tyr og yderbassin.
Det sker dog først i 2023 – et år efter den oprindelige plan, da man ikke vil risikere, at pladsen er gravet op under Tour de France.