København skal have plads til mange flere mennesker, mener forfatter: »Jeg oplever grundlæggende en stor modstand mod nye kvarterer fra de københavnere, der har deres på det tørre«

Det er for nemt for københavnere, der allerede bor i byen, at kritisere nye kvarterer som Nordhavn og Carlsberg Byen. Det mener Simon Kjær Hansen, tidligere rådgiver for Ritt Bjerregaard og Frank Jensen og mangeårig direktør i byorganisationen C40. I en ny bog argumenterer han for, at vi skal bo tættere og højere, hvis vi skal tøjle boligpriserne og løse klimakrisen.

Aldrig har København været så eftertragtet, og alligevel mener mange, at udviklingen har været forkert. Sådan lyder en af pointerne i Simon Kjær Hansens nye bog »Et forsvar for storbyen«. Her i Carlsberg Byen, som repræsenterer et af de nye kvarterer, der skal få byen til at rumme flere.  Søren Bidstrup

Simon Kjær Hansen var 13 år, da hans familie skiftede en forstad til Aarhus ud med en lejlighed på Indre Østerbro i København. Skiftet fra provinsen til storbyen gav ham på det nærmeste en åbenbaring.

»I starten var der ikke rigtig nogen i min nye klasse, som jeg klikkede med. Men det gik hurtigt op for mig, at der var mange andre muligheder i en by som København,« siger han fra Carlsberg Byen, hvor maskinerne buldrer mellem de nybyggede lejligheder og tårne.