Hvor tit skal færgen sejle, spørger borgere med udsigt til ø for kriminelle asylansøgere

Når man skal frem og tilbage til øen Lindholm, hvor regeringen og Dansk Folkeparti vil lave et udrejsecenter for kriminelle asylansøgere, skal man med båd eller færge fra Kalvehave Havn. Her er borgerne bekymrede over, hvad skibet i fremtiden er ladet med.

Kriminelle, udviste udlændinge skal sendes ud på et nyt udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Her er det færgen der pt. sejler mellem Lindholm og Kalvehave for DTU. Simon Læssøe

Der er vand i luften ved Kalvehave Havn, og ud af disen i horisonten mod øst træder en knold med to skorstene frem. Det er Lindholm. Hjem for næsten 100 års dyreforsøg og kommende hjem for kriminelle asylansøgere.

Øen ligger i meget lavt vand, og der er gravet en sejlrende direkte ind i Kalvehave havn, hvor færgen »Ulvesund« og motorbåden »Virus« lægger til. Lige nu er det forskere, der går i land. I fremtiden bliver det udvisningsdømte asylansøgere.