Et nyt udrejsecenter på en ubeboet ø blev for halvandet år siden afvist af integrationsminister Inger Støjberg, viser et svar til Udlændinge- og Integrationsudvalget.
Alligevel er øen Lindholm godt på vej til at skulle huse det tredje danske udrejsecenter fra 2021 til et beløb, som ministeren selv kalder »dyrt«.
Den 6. juni 2017 stillede Udlændinge- og Integrationsudvalget et spørgsmål til udlændingeminister Inger Støjberg efter ønske fra Dansk Folkepartis Martin Henriksen.
»Kan ministeren oplyse, hvilke ubeboede danske øer der kan anvendes til at huse asylansøgere og afviste asylansøgere?« lød spørgsmålet.
I svaret henviser Udlændinge- og Integrationsministeriet til besvarelsen af et lignende spørgsmål tidligere på året.
Når det gælder valget af konkrete adresser til brug for asylindkvartering, indgår planforhold, rentabilitet samt etableringsudgifter, lyder det i svaret. Altså konklikter det med planloven, er det dyrt at drive og dyrt at bygge.
Det er især med henvisning til drifts- og etableringsudgifter, at udlændingeministeren oplyser, at der således ikke er aktuelle planer om at lede efter en ubeboet ø til et udrejsecenter.
»Det er Udlændingestyrelsens umiddelbare vurdering, at indkvartering af asylansøgere m.fl. på ubeboede danske øer vil være forbundet med betydelige etablerings- og driftsudgifter, herunder transportudgifter, i forhold til den indkvartering, der på nuværende tidspunkt er etableret og i drift, og at der herudover må forventes øgede udgifter til andre myndigheder mv., f.eks. ved akut lægebesøg, brand eller tilkaldelse af politi,« står der i svaret, der afsluttes:
»Udlændingestyrelsen har således ikke aktuelt planer om at undersøge, hvorvidt der måtte være ubeboede øer, der vil kunne anvendes til asylindkvartering.«

Pris på op mod en lille milliard
Alligevel indgik den borgerlige regering og Dansk Folkeparti en aftale om en finanslov for 2019, der satte om cirka 760 millioner kroner af til at bygge et nyt udrejsecenter på Øen Lindholm.
Berlingske kunne tilmed i sidste uge fortælle, at der er en række ubekendte i forhold til etableringen af udrejsecentret på øen i det sydsjællandske.
Inger Støjberg, i sin tid stillede Martin Henriksen et spørgsmål om, hvilke øer man kunne anvende til afviste asylansøgere. Der lød svaret, at det havde man ikke undersøgt, da et center ville blive for dyrt. Hvad har ændret sig?
»DTU (Danmarks Tekniske Universitet, red.) fraflytter jo Lindholm ved udgangen af 2019, og dermed bliver Lindholm jo en ubeboet ø og tilmed en ø, der i min optik er optimal til et udrejsecenter.«
Undersøgte I i sin tid, om der var andre øer, man kunne bruge?
»Der har jo hele tiden, altså, det har længe været drøftet om et eventuelt udrejsecenter skulle ligge på en ø. Derfor har vi hele tiden haft et vågent øje med, hvilke øer der så kunne være relevante. Det, der gør Lindholm så speciel, er, at DTU fraflytter, men også det faktum, at den er statsejet og derfor er lige at gå til for os.«
Når man læser dit svar sidste sommer, så står der, at der ikke har været aktuelle planer om at undersøge en ø. Der henvises i begrundelsen til »betydelige« etableringsudgifter, transportudgifter til andre myndigheder og politi. Hvad har forandret sig i forhold til disse begrundelser?
»Jamen, det er forbundet med ekstra omkostninger at etablere et udrejsecenter på en ø. Det har vi aldrig lagt skjul på. Men det, der gør det interessant og relevant, er, at der vil komme bedre styr på den gruppe, der skal bo på øen. Netop når det ligger på en ø frem for fastlandet.«
Men hvad har forandret, siden at man ikke kunne gøre det i 2017, men i 2018.
»Blandt andet at DTUs brug af Lindholm ophører.«
Vil det sige, at Lindholm er billigere at lave et udrejsecenter på end andre øer – siden man tidligere afviste en ø, men ikke længere gør det?
»Nej, det har jeg ikke beregninger på – det kan jeg ikke sige. Men når det er en ø, der nu bliver ledig, og som er ubeboet, så er det lige til at gå til.«
Læs her om Lindholms kommende beboere.
Det er dyrere at lægge et udrejsecenter på en ø end fastland. I bruger et stort trecifret millionbeløb på det her. Er der valuta for pengene?
»Ja, det det er mange penge, men uanset, hvor vi bygger et tredje udrejsecenter, vil det koste penge. Det er dyrt. At det så er dyrere at etablere på en ø, det er jo så en omkostning, vi tager med åbne øjne for at sikre, at der er bedst muligt styr på de her personer.«
Hvordan får man mere valuta ved at placere dem på en ø end på fastlandet.
»Simpelthen fordi der er bedre styr på dem. Der er tyve minutters færgefart over. Det er nemmere at opretholde opholdspligt og meldepligt, når det er på en ø.«