Aviser vil ikke udelukke at bringe Nye Borgerlige-annonce med Muhammed-tegninger

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, vil indrykke en annonce med Charlie Hebdos Muhammed-tegninger i de danske aviser. Chefredaktører fra Berlingske og Politiken vil ikke udelukke at bringe den.

Pernille Vermund og Nye Borgerlige vil indrykke en annonce med Charlie Hebdos Muhammed-tegninger i de danske aviser. Jyllands-Posten afviser, mens Berlingske og Politiken vil se annoncen, før de tager stilling. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Vi skal ikke lade os kyse. Vi skal ikke frygte. Vi skal kæmpe.«

Det var budskabet fra Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, i et opslag på Facebook, der kom i kølvandet på torsdagens terrorangreb i Frankrig, hvor tre mennesker blev brutalt dræbt i Notre-Dame-kirken i Nice.

Pernille Vermund skriver også, at Nye Borgerlige i samarbejde med Charlie Hebdo vil indrykke det franske satiremagasins tegninger af profeten Muhammed i de danske aviser.

»I samarbejde med Charlie Hebdo vil vi indrykke netop de tegninger af Muhammed, som Samuel Paty brugte i undervisningen, i de danske aviser,« skriver Pernille Vermund.

Samuel Paty var en fransk folkeskolelærer, som 16. oktober fik skåret halsen over, fordi han benyttede Muhammed-tegninger i sin undervisning.

Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, vil ikke udelukke at bringe Nye Borgerliges annonce, men han vil ikke komme det nærmere, så længe han ikke har set den.

»Jeg vil bestemt ikke udelukke, at vi vil bringe annoncen, men jeg kender ikke annoncens udformning, hvilke ord der er brugt, og så videre. Så helt principielt er jeg nødt til at se den først, inden jeg kan tage en beslutning,« siger han.

Jyllands-Posten afviser at bringe tegninger

Politiken vil ligesom Berlingske se annoncen, før de tager en beslutning om at trykke den i avisen. Det skriver Politiken, som også har henvendt sig til Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe, der udtrykker sympati for Nye Borgerliges annonce, men afviser at bringe Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten.

»I udgangspunktet kommer Jyllands-Posten ikke til at trykke tegninger af profeten Muhammed. Ikke fordi vi ikke har sympati for den solidaritetserklæring, som Nye Borgerlige tilsyneladende vil sende til ofrene i Frankrig og som et manifest for ytringsfriheden. Man kan diskutere metodens visdom, men ikke dens ærinde. Men fordi sikkerhed for os desværre ikke er en teoretisk, moralsk eller politisk betragtning. Vi har fire afværgede terrorangreb mod vores virksomhed i vores historiske bagage. Vi kan ikke som et omnibus-mediehus midt i et åbent samfund skjule os på hemmelige adresser, sådan som Charlie Hebdo har måttet gøre siden det forfærdelige attentat i januar 2015. Derfor viser vi ikke tegninger, der afbilder Muhammed. Ikke på vores redaktionelle sider og ikke i annonceformat (...) Jeg ville ønske, det var anderledes,« skriver chefredaktøren i en e-mail til Politiken.

Ekstra Bladet vil heller ikke tage stilling til annoncen, før de har set den. Det skriver avisens chefredaktør, Poul Madsen, på Twitter.

Tom Jensen vil af principielle grunde ikke udtale sig om, hvilke kriterier annoncen skal opfylde, før Berlingske vil trykke den.

»Jeg kender ikke annoncen, så det kan være det samlede indhold, men det kan også være de ord, der står i den. Det siger jeg ikke for at hentyde, at der kan være noget bestemt galt med den, men det er helt principielt, at vi hverken publicerer en redaktionel artikel eller en annonce, før vi har set den,« siger han.

»Bring tegningerne – eller hold kæft«

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti har i et opslag på Twitter været ude med riven efter de danske medier, som han kritiserer for at undlade at bringe »tegningerne«, selv om de erklærer sig solidariske med det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Tom Jensen vil ikke kommentere på Søren Espersens kritik, da han er i tvivl om, hvilke tegninger der hentydes til. Han kommer dog med en klar opfordring til at stå sammen i den nuværende situation.

»Helt generelt synes jeg, at handlingerne i Frankrig er et udtryk for, at vi i den vestlige verden er i krig med politisk islamisme, som ønsker at træde vores vestlige frihedsværdier under fode. Mit første instinkt er ikke at føre krigen internt og skændes med hinanden. Jeg synes, vi skal stå sammen om det her,« siger Berlingskes chefredaktør.

Torsdag var en brutal dag for franskmændene.

Først gik en mand ind i Notre-Dame-kirken i Nice og slog tre personer ihjel i et brutalt knivangreb, mens han råbte »Allahu akbar«. Derefter blev en sikkerhedsvagt foran det franske konsulat i Saudi-Arabien angrebet af en knivbevæbnet gerningsmand. Og i Avignon truede en tredje angrebsmand forbipasserende, inden han blev skudt og dræbt af politiet.