Anklager om overgreb vurderes som forældet. Derfor kan politiet ikke gøre mere i domkirkesagen

Det får ikke strafferetlige konsekvenser, at en centralt ansat ved Københavns Domkirke 1990erne ifølge anklager krænkede et barn seksuelt. Sagen imod den ansatte er således blevet afvist, forklarer den ansattes advokat. Afvisningen af sagen skyldes forældelse, oplyser politiet.

Vor Frue Kirke, Københavns domkirke, er blevet kastet ud i noget af et stormvejr, efter at Berlingske i maj kunne beskrive, at domkirkens øverste ledelse har ignoreret anklager imod en medarbejder, der var anklaget for seksuelle overgreb imod en mindreårig. Efter Berlingskes dækning blev den ansatte på ny politianmeldt. Nu er sagen endegyldig lukket af politiet. Thomas Lekfeldt

Københavns Politi har nu – for anden gang – lukket en sag om overgreb ved Københavns Domkirke.

Overgrebene skete ifølge Berlingskes oplysninger tilbage i 1990erne, hvor en centralt ansat ved domkirken ifølge anklagerne forgreb sig på en person, der på det tidspunkt var mellem 12 og 14 år.

Ifølge den ansattes advokat, Kåre Pihlmann, har politiet nu afvist menighedsrådets anmeldelse af den pågældende:

»Vi har bare fået et par linjer fra anklageren om, at man ikke har fundet grundlag for at efterforske sagen yderligere,« siger Kåre Pihlmann og fortæller, at dette er begrundet med retsplejelovens paragraf 749.

Heraf fremgår det, at politiet kan afvise en indgivet anmeldelse, såfremt der ikke er grundlag for at indlede en efterforskning.

Kåre Pihlmann vil ikke give yderligere oplysninger om, hvordan hans klient stiller sig i forhold til de anklager, der er rejst imod ham. Han siger blot:

»Vi er tilfredse og enige i den afgørelse, der er kommet i dag.«

Menighedsrådet ved Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, oplyste 26. maj i år, at rådet havde politianmeldt den ansatte, ligesom der er indledt en personalesag imod medarbejderen.

Det skete, efter at Berlingske 21. maj havde beskrevet, at den pågældende medarbejder var anklaget for at have forgrebet sig seksuelt på et barn.

Offeret fortalte til Berlingske, at den pågældende mand i 1990erne jævnligt udsatte ham for seksuelle krænkelser. Manden onanerede nøgen foran ham, berørte ham på kønsdelene og forsøgte at onanere på ham, husker offeret.

Han sov nøgen sammen med ham – ofte med erigeret lem – og de så ved flere lejligheder pornofilm sammen. Ofte skete overgrebene, efter at de begge på mandens initiativ havde indtaget alkohol, fortalte offeret til Berlingske.

Den pågældende medarbejder har ikke ønsket at kommentere sagen, men Berlingske har kunnet beskrive, at han erkendte dele af forholdene, som han dog ikke havde opfattet på samme måde som drengen. I stedet havde han opfattet sig som en »seksualvejleder« over for barnet.

Sagen blev tilbage i 2014 anmeldt til politiet, men henlagt grundet daværende forældelsesregler. Dermed lukkede også kirken sagen. Det skete, selvom kirkens øverste ledelse blev orienteret om alvoren i de anklager, der var rejst imod en betroet ansat ved domkirken.

Forældelse er afgørende

Hos Københavns Politi oplyses det, at anmeldelsen fra menighedsrådet vedrører mulige overtrædelser af regler om blufærdighedskrænkelse, der hører år tilbage.

»Det betyder, at forholdene på nuværende tidspunkt er forældede og derfor ikke kan retsforfølges. Der er således ikke grundlag for at indlede en efterforskning i sagen,« skriver Københavns Politi og oplyser, at der heller ikke er grundlag for at genoptage efterforskningen fra 2014, da sagen »stadig er forældet og dermed ikke kan retsforfølges.«

For selvom straffeloven i 2018 blev ændret, så overgreb i dag ikke længere forældres, omfattede lovændringen et vigtigt forbehold. Den var ikke med tilbagevirkende kraft, har Helle Borrowmann, forperson i Landsforeningen Spor, forklaret.

»Det betød, at hvis en sag var forældet, da lovændringen trådte i kraft 1. april 2018, så vil den for altid være forældet. Medmindre man ændrer loven igen, men det er der ikke tegn på, at der er politisk vilje til,« sagde Helle Borrowmann til Berlingske i slutningen af maj.

Landsforeningen Spor sætter fokus på senfølger hos voksne, der var udsat for overgreb i barndommen.

Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, bemærker det samme:

»Dels er der efter det foreliggende ikke kommet noget væsentligt nyt frem om forholdet. Dels var sagen allerede dengang forældet. De senere ændringer af forældelsesreglerne omfatter kun sager, der ikke var forældede ved de nye reglers ikrafttrædelse,« siger han.

I menighedsrådet ved Københavns Domkirke oplyser næstformand Hanne Sundin, at rådet endnu ikke har fået en tilbagemelding fra politiet.

»Men vi kan selvfølgelig læse nyheder som alle andre. Derudover venter vi på de redegørelser, og den undersøgelse, der er sat i værk, før vi kan tage stilling til personalesagen.«

Berlingske forsøger at få Københavns Politis forklaring på den afviste anmeldelse.