Er der risiko for, at banker inddriver gæld i strid med reglerne, skal gældsinddrivelsen standses.
Så kontant lyder meldingen fra bankernes vagthund i Finanstilsynet efter Berlingskes og TV 2s historie i dag om, at en række storbanker har inddrevet gæld fra tusindvis af inkassokunder i strid med reglerne.
»Kunder skal kunne have tillid til, at de ikke betaler mere tilbage til banken, end de er forpligtet til. Derfor er det vigtigt, at institutterne standser gældsinddrivelsen, hvis der er risiko for fejlagtig inddrivelse af gæld,« skriver tilsynets vicedirektør Rikke-Louise Ørum Petersen i en mail til Berlingske og TV 2.
Undersøger fortsat fejl
I 2020 kom det frem, at landets største bank, Danske Bank, i årevis havde haft fejl i gældsinddrivelsen, og i kølvandet på dén sag indledte Finanstilsynet sin undersøgelse af de øvrige storbankers – de såkaldte SIFI-bankers – praksis på området.
En undersøgelse, der fortsat er i gang – hvilket betyder, at det stadig er begrænset, hvad tilsynet kan sige om sagen, siger vicedirektør Rikke-Louise Ørum Petersen.
»Finanstilsynet har længe haft fokus på om de øvrige SIFI-banker skulle have samme problemer med deres gældsinddrivelse, som blev konstateret i Danske Bank. Derfor gennemførte vi i 2020-21 en undersøgelse af gældsinddrivelsen i de største danske banker, og i efteråret 2022 iværksatte vi en ny og mere dybdegående undersøgelse af området både i de store banker og en række yderligere banker,« siger hun.
I alt otte banker har måttet konstatere, at de har haft fejl i inddrivelsen. Af disse valgte Nordea i sidste uge at sætte inddrivelsen på pause, mens fejlene udbedres.
Her kan du læse bankernes kommentarer til fejlene.