Et godt stykke syd for Danmark er Mads Andersen og hans hustru, der er gravid i syvende måned, lige nu strandet på den græske ø Samos.
De ankom forrige lørdag og skulle egentlig kun have været på øen syv dage, men nu har de ufrivilligt fået forlænget ferien med indtil videre tre dage.
Storkonflikten i flykæmpen SAS har betydet, at det fly, der lørdag formiddag 10.30 dansk tid skulle have bragt den hjem til koldere luftlag, blev aflyst.
»Det er lidt en underlig følelse. At sidde og være træt af, at man har fået nogle ekstra dage i solen. Men det handler egentlig mere om alt det, man går glip af derhjemme,« siger Mads Andersen, der rejser med rejseselskabet Apollo.
Han er selvstændig og skulle have været på arbejde i dag mandag, hans hustru havde seks møder, hun var nødt til at aflyse, og så har de en samtale med en jordemoder på onsdag.
Om de når hjem til den, ved de ikke.
Apollo med mission
Apollo forsøger lige nu at skaffe hjemture til i alt 1.500 chartergæster, der er strandet på deres feriedestination grundet SAS-piloternes strejke.
1.200 passagerer lykkedes med at komme hjem til Danmark henover weekenden med SAS-piloter, der gjorde en undtagelse fra strejken, men Mads Andersen og hans hustru var altså ikke blandt dem.
Og efter i søndags kommer der ikke flere undtagelser fra strejken. Dansk Metal og de strejkende SAS-piloter mente nemlig ikke, at SAS overholdt den indgåede aftale om at flyve chartergæsterne hjem, og derfor har piloterne ikke tænkt sig at opretholde aftalen.
Senest har SAS mandag aften meddelt, at man er klar til at komme tilbage til forhandlingsbordet med piloterne.
Selvom Mads Andersen og hans hustru har fået mulighed for at blive på samme hotel og er blevet opgraderet til helpension frem for blot morgenmad, er det alligevel ikke den afslutning på en ferie, som man drømmer om.
Samos er ikke den nemmeste destination at komme hjem fra på egen hånd, og Mads Andersen kan følge med i »de fire fly, der letter herfra hver dag«. Derfor har parret indtil videre afventet Apollo.
»Det bliver også lidt principielt. Vi havde jo booket med et rejseselskab for at spare besværet. Det gør vi så ikke alligevel, men de kæmper jo også med SAS,« siger han.
Bebrejder ikke piloter
Også Peter Møller Westergaard, der er gymnasielærer, er strandet med familien. De er på Kreta vest for byen Chania.
Ligesom Mads Andersen er Peter Møller Westergaard, hans hustru, parrets to børn og hans svigerfar strandet på tredje døgn. Han konstaterer, at familien er i den »heldige situation«, at de er midt i deres ferie, og ikke har forpligtelser hjemme indenfor de nærmeste dage.
Hunden har de fået passet, og det værste har været, at en tur til Hamburg i Tyskland har måttet aflyses.
»Vi står i en situation, hvor det hele er ude af vores hænder, og vi er nødt til at acceptere, at tiden ikke er vores egen,« forklarer Peter Møller Westergaard.

De er også på tur med Apollo og har fået mulighed for at blive på samme hotel – endda samme værelser. Og indtil videre holder de ud.
»Hvis vi skulle på arbejde mandag, havde jeg nok været mere presset. Lige nu går det, men hvis der går mange dage, eller uger, bliver det selvfølgelig et problem. For eksempel hvis vi på et tidspunkt løber tør for medicin til min svigerfar,« siger han.
Peter Møller Westergaard understreger, at han ikke kan gennemskue, om SAS eller piloterne har retten på deres side, men principielt mener han, at piloterne har ret til at strejke.
Det er en fuldstændig lovlig konflikt, konstaterer han.
»Når man skal nedlægge arbejde, skal det jo gøre mest muligt ondt, og det er så os, det går ud over denne gang. Det er pisse træls, men sådan er det, jeg er ikke sur på piloterne,« siger han.
Det samme gælder for Thore Alrø, der sammen med kæresten også kan ende med at blive fanget på Kreta. De er ikke rejst med et rejseselskab, men har billetter til et fly hjem med SAS på torsdag.
De har intet hørt fra SAS endnu, men forventer, at deres tur hjem bliver aflyst.
»Vi er frustrerede, men det er ikke piloterne, vi bebrejder. Vi vil jo alle sammen bare gerne arbejde under ordentlige vilkår,« siger Thore Alrø, der arbejder som softwareudvikler.
Lauras 6-årige datter venter i Danmark
I New York er Laura Bredsdorff Hauch blevet smidt ud af SAS' telefonkø efter to timer og syv minutters ventetid.
Hun er bosat i USA, men forsøger at komme til Danmark, hvor hendes seksårige datter venter.

»Planen var, at min veninde skulle flyve i forvejen med min ældste hjem til Danmark. Og så skulle jeg og den yngste på to år flyve tirsdag. Men i morges blev vores fly aflyst,« siger hun.
I øjeblikket er datteren hos sin mormor i Danmark. Men mormor har brækket hoften og har dermed ikke mange kræfter.
»Jeg går rundt og pakker og føler, det er et forfærdeligt kaos. Det er enormt ubehageligt ikke at vide, hvad der skal ske. Og hvordan klarer min mor det?« spørger Laura Bredsdorff Hauch.
»Man er jo bare prisgivet.«
Aldrig mere SAS
SAS har i en standardbesked til sine passagerer meddelt, at man vil refundere billettens pris, hvis ens fly bliver aflyst, og SAS ikke har mulighed for at ombooke flyvningen.
Men Thore Alrø frygter dog stadig, at han og kæresten ikke ser en krone igen, siger han og henviser til dengang, flyselskabet Norwegian var på randen af konkurs.
Da de er i tvivl, om de vil blive kompenseret, er de allerede nu begyndt at lede efter alternative fly hjem med andre selskaber. Ligesom rigtigt mange andre. Så det kan gå hen og blive en dyr tur hjem, siger Thore Alrø.
Derfor ved parret endnu ikke om det vil lykkes at komme hjem til tiden, hvad det koster, og hvor lang tid det vil tage.
Mængden af information fra SAS har desuden været speget, så de fleste opdateringer læser Thore Alrø i medierne. Og situationen har da også sat sine spor på hans opfattelse af det skandinaviske flyselskab.
»Jeg flyver aldrig med SAS igen, hvis selskabet fortsat lever om en måned,« siger han.