København. Over halvdelen af de gæster, der har rejst på ferie med Apollo og skulle have været tilbage i Danmark over weekenden, må blive på deres rejsemål som følge af SAS-piloternes strejke.
Nærmere bestemt sidder 1500 chartergæster strandet på deres feriedestination. Det fortæller Glenn Bisgaard, som er salgsdirektør i Apollo.
»Vi står tilbage med passagerer til otte fly, der ikke er rejst tilbage,« siger han.
1200 passagerer er kommet hjem over weekenden med SAS-piloter, som har gjort en undtagelse fra deres strejke, oplyser han.
For resten af de strandede gæster vil selskabet gøre, hvad det kan for at finde alternative ruter, efter at piloterne har afblæst deres hjælp til at hente de sidste hjem.
»Vi arbejder på at finde løsninger, der hurtigst muligt kan hente de sidste. Der kan godt gå nogle dage, før vi har fundet løsninger,« siger Glenn Bisgaard.
»Vi ser på, hvad der er af alternative fly, men det er enormt udfordrende. Hele Europa er under pres kapacitetsmæssigt.«
»Ved de destinationer, vi skal have gæster hjem fra, står vi en situation, hvor mange af de afgange, der går, er udsolgt på grund af en ekstraordinær efterspørgsel på sommerferierejser i år,« tilføjer han.
Omkring 40 procent af Apollos pakkerejser over sommeren sker med SAS-fly.
Dermed er Apollo også det rejseselskab, som har flest strandede chartergæster som følge af piloternes strejke.
/ritzau/