Seks tidligere ansatte i Danske Bank medvirkede i årevis til at hvidvaske milliarder af kroner fra forbrydelser begået kloden over.

Det mener i hvert fald den estiske anklagemyndighed, der efter flere års efterforskning af ansatte og pengestrømme i Danske Banks nu lukkede estiske filial er klar med tiltaler mod seks af de tidligere ansatte.

Ifølge anklagemyndigheden etablerede de tiltalte, der alle var ansat i filialens afdeling for internationale kunder, »deres egen hvidvaskvirksomhed«, som de holdt skjult for resten af bankens organisation.

I fællesskab stod de seks bag »storstilet hvidvask af penge i perioden 2007-2015 i Danske Banks estiske filial«, skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Berlingske er bekendt med navnene på de seks personer – fem mænd og én kvinde.

Én af dem havde en ledende stilling, mens de øvrige fem alle var porteføljemanagere med ansvar for grupper af såkaldte non-resident-kunder, som var den interne betegnelse for de udenlandske selskabskunder.

Det var disse non-resident-kunder, der frem til 2015 stod bag transaktionerne af milliarder af mistænkelige kroner, som siden dannede grundlag for bankens hvidvasksag, Berlingske kunne afdække i 2017 og 2018.

De seks hjalp ifølge anklagemyndigheden kunderne med at oprette selskaber med skjulte ejere og såkaldte stråmandsdirektører, og de rådgav desuden kunderne om, hvordan de skulle overføre pengestrømmene gennem konti i banken for at »skjule sporet tilbage til ejeren og oprindelsen af pengene«.

Store værdier beslaglagt

Ifølge statsanklager Maria Entsik var det intet mindre end »professionel hvidvask af penge«. Og det har tilsyneladende været en god forretning:

Ifølge anklagemyndigheden har politiet beslaglagt værdier for 75 millioner kroner fra de seks tidligere ansatte, som »de anklagede har tjent på at tilbyde hvidvaskservices«.

På grund af den daværende estiske lovgivning skal anklageren kunne påvise de præcise forbrydelser, pengene stammer fra, for at få de seks personer dømt for hvidvask.

Til dét formål har anklagemyndigheden kunnet spore transaktioner gennem filialen til mindst otte såkaldte førforbrydelser begået i Rusland, Aserbajdsjan, Georgien, Schweiz, USA og Iran.

I alt er der tale om overførsler af næsten 11 milliarder kroner, oplyser anklagemyndigheden.

Første tiltaler mod bankansatte i hvidvasksag

Danske Banks hvidvasksag kom for en dag, da Berlingske i samarbejde med blandt andre journalistorganisationen OCCRP i 2017 kunne afsløre, hvordan mistænkelige transaktioner var strømmet gennem filialen i flere år, uden at banken havde kontrolleret kunder og transaktioner, som hvidvaskreglerne kræver det. Senere kunne Berlingske ad flere omgange kæde kunder og transaktioner sammen med sager om blandt andet økonomisk kriminalitet, narkokarteller og korruption verden over.

En advokatundersøgelse slog i 2018 fast, at alle bankens kontroller mod hvidvask havde fejlet. I kølvandet på konklusionen gik både topchef Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen af, og Danske Bank lukkede alle sine baltiske aktiviteter som konsekvens af skandalen.

Det er første gang, der rejses tiltale mod tidligere Danske Bank-ansatte for deres rolle i hvidvasksagen. Herhjemme var en række danske, tidligere chefer en periode sigtet, men sigtelserne blev frafaldet, da anklagemyndigheden ikke kunne påvise, at de havde handlet groft uagtsomt.

Hvidvasksagen førte kort før jul sidste år til en rekordbøde til Danske Bank på 15,3 milliarder kroner fra de danske og amerikanske myndigheder.

54 beskidte milliarder

I alt strømmede 1.500 milliarder kroner gennem filialens mistænkelige selskaber fra 2007 til 2015. En stor del af disse vurderes at være af mistænkelig karakter.

Ud over overførsler af de 11 milliarder kroner, som den estiske anklagemyndighed fokuserer på, har den danske anklagemyndighed haft fokus på transaktioner på 14 milliarder kroner i selve hovedsagen mod Danske Bank.

Derudover har efterforskere identificeret transaktioner for 29 milliarder kroner til brug for den igangværende K/S-sag, hvor anklagemyndigheden sideløbende forsøger at få idømt en gruppe mellemmænd for medvirken til hvidvask gennem Danske Bank Estland.

Danske Bank har ingen kommentarer til tiltalerne, oplyser bankens presseafdeling.