Privatøkonomisk brevkasse: Her er et billigere alternativ til private banking

Seniorrådgiver i Beierholm Finansiel Rådgivning Søren Verup bringer i denne uges brevkasse et alternativ til de investeringsinteresseret, der finder private banking for dyr en løsning.

Det kan være svært at investere på egen hånd, hvis man vil uden om bankerne. Brevkassen præsenterer i denne uge et billigere alternativ til private banking. Mathias Svold

Berlingskes nye privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk.

Kære brevkasse
Jeg har Nordeas private banking. Synes dog, at det er alt for dyrt. Jeg har ikke selv forstand på investering.

Hvad kan jeg gøre i stedet?

Mvh
A.P.


Søren Verup, seniorrådgiver i Beierholm Finansiel Rådgivning. Rune Øe/Ritzau Scanpix

Bankerne fokuserer i stigende grad på at gøre så mange af deres velhavende kunder som muligt til private banking-kunder. Fordelen for banken er, at den knytter kunden tættere til sig og dermed har mulighed for at sælge flere bankprodukter og tjene flere penge.

Fordelen for kunden er en oplevelse af at være noget særligt, at have en navngiven private banker, som bør være let at komme i kontakt med, og som kender dig som kunde og kan formidle finansielle løsninger. Desuden får man ofte et særligt kreditkort, der giver lounge-adgang i lufthavne.

Som private banking-kunde bør man som altid nøje afveje sit behov for rådgivning/bankprodukter i forhold til prisen. Normalt betaler kunderne et gebyr for at være private banking-kunde, og da alle private banking-kunder har investeringer i pension, frie midler og/eller selskab, så tjener banken yderligere på dels et honorar for en investeringsplejeaftale og dels gennem de investeringsprodukter, som banken anbefaler.

Det kan være svært at gennemskue de totale omkostninger, men banken skal oplyse om de samlede omkostninger i en prisoversigt, der typisk udsendes i starten af året. Desuden står investeringsomkostningerne også i de afkastrapporter, som banken efter aftale udsender periodevis.

Alternativet til private banking er enten selv at styre sin økonomi eller at vælge en uafhængig og uvildig rådgiver. Hos en uvildig rådgiver betaler man et honorar for rådgivning. Rådgiveren er ligesom en advokat, en rådgiver, der 100 procent er på kundens side i forhold til at finde de bedste løsninger til den mest effektive pris.

Hos en uvildig rådgiver kan man typisk få éngangsrådgivning, men ofte også rådgivning på abonnement. Ved valg af uvildig rådgiver skal man sikre sig, at personen er godkendt af Finanstilsynet som finansiel rådgiver, er certificeret, og at vedkommende har en tilstrækkelig erfaring og viden til at rådgive kompetent.

Du kan finde en uvildig rådgiver ved at søge på Google. Indhent gerne flere tilbud og forlang, at rådgiveren konkret redegør for den ekstra værdi, rådgiveren forventer at kunne levere i forhold til rådgivning via en bank.

Med venlig hilsen
Søren Verup
Seniorrådgiver i Beierholm Finansiel Rådgivning

Log ind eller opret en profil

Så er du nemt videre og kan deltage - det kræver ikke abonnement.

Se mere