Privatøkonomisk brevkasse: Manglende registrering af ældre tilbygninger kan udløse bøde

Advokat Allan Ohms sætter i denne uges brevkasse fokus på konsekvenserne ved manglende byggetilladelse og indberetning til BBR.

Som boligejer kan du selv gå ind og rette dine ejendomsoplysninger i BBR og sende dine ændringer til kommunen. Men du har pligt til at tjekke, at oplysningerne i BBR er korrekte. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Henning Bagger

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk.

Kære brevkasse

Der er opstået et spørgsmål i forbindelse med de nye ejendomsvurderinger og fokus på, at oplysningerne i BBR skal være korrekte, da det jo er dem, som de nye vurderinger baseres på.

Jeg har en gammel garage på min sommerhusgrund, som stod der, da vi købte sommerhuset for ti år siden. At dømme efter standen har den stået der, siden huset blev bygget for 75 år siden.

Men garagen er ikke registreret i BBR. Nu er spørgsmålet: Er jeg nødt til at søge byggetilladelse til garagen, eller kan den blot registreres med henvisning til, at den åbenlyst ikke er bygget i dette årtusinde og da slet ikke, mens vi har ejet huset?

Med venlig hilsen
Nino

Allan Ohms. Claus Bech/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ud fra det oplyste mener jeg ikke, du behøver søge byggetilladelse. Du skal derimod anmelde det til BBR. Som boligejer kan du selv gå ind og rette dine ejendomsoplysninger og sende dine ændringer til kommunen. Hvis det kræver ansøgning til kommunen, vil du få dette oplyst, og ellers opdateres din BBR automatisk, hvilket du kan tjekke på www.ois.dk.

Du skal gå via Skats selvbetjente og digitale løsning »Ret BBR-oplysninger«.

Af hensyn til andre læsere vil jeg nævne, at boligejeren er ansvarlig for, at registreringen i BBR er i overensstemmelse med de faktiske forhold på din grund. Ejeren har pligt til at meddele kommunen enhver oplysning, der er af betydning for opdatering og drift af BBR. Det betyder også pligt til at rette oplysninger i BBR, hvis du bliver opmærksom på, at de ikke er korrekte.

Du kan se, hvilke oplysninger BBR har på din ejendom på ois.dk. Du kan ligeledes se, hvem kilden til oplysningerne er.

Mange forhold kræver, at du enten søger byggetilladelse, eller at du anmelder det til kommunen. I sådanne tilfælde vil din BBR-meddelelse automatisk blive rettet.

Indvendige renoveringer som for eksempel nyt køkken eller skillevægge skal ikke indberettes til BBR. Men vær opmærksom på, at et ekstra badeværelse skal oplyses til BBR. Hvis det samlede areal af udhuse, skure mv., der opføres i tilknytning til et fritliggende enfamiliehus, overstiger 50 kvadratmeter, skal du søge byggetilladelse.

Er det samlede areal af udhuse, garager, carporte overdækninger mv. mere end 50 kvadratmeter (for rækkehuse 20 kvadratmeter), skal arealet desuden regnes med i beregning af bebyggelsesprocenten, hvilket kan betyde, at der skal søges byggetilladelse og i nogle tilfælde dispensation.

Selvom byggeriet er under 50 kvadratmeter, skal der desuden ansøges om byggetilladelse, hvis der er tale om en garage, en carport eller et udhus, som er integreret i det eksisterende byggeri.

Kommunen har mulighed for at udstede en bøde på op til 5.000 kroner, hvis der ikke er indberettet oplysninger til BBR rettidigt, eller hvis der er opgivet urigtige oplysninger.

Kommunen har ligeledes ret til at foretage en udvendig besigtigelse og opmåling af en bygning, hvis der skulle være tvivl om oplysningernes rigtighed.

Ved tvivl hjælper din kommune gerne.

Med venlig hilsen
Allan Ohms, advokat (H),
www.forumadvokater.dk

Log ind eller opret en profil

Så er du nemt videre og kan deltage - det kræver ikke abonnement.

Se mere