Pensionsselskab sender Europas sidste diktatur ud i kulden

AkademikerPension sælger ud af sine investeringer i statsobligationer fra Hviderusland. Det skyldes menneskerettighedssituationen i landet. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har rost andre store investorer for at gøre det samme.

Befolkningen er gået på gaden i store tal, siden præsidentvalget i Hviderusland i sommer. Danmark anerkender ikke Aleksandr Lukasjenko som præsident. Asger Ladefoged

Pensionsselskabet AkademikerPension sælger ud af sine investeringer i statsobligationer fra Hviderusland.

Det sker på grund af regimets systematiske brud på menneskerettighederne, der også har fået den danske regering til at nægte at anerkende Aleksandr Lukasjenko som legitim præsident.

»Vi investerer kun i de lande, som er ratet på et vist niveau i forhold til menneskerettigheder,« lyder det fra AkademikerPensions direktør, Jens Munch Holst, i en pressemeddelelse.

Pensionsselskabet, der før hed MP Pension, har samlet set 75 millioner kroner investeret i obligationerne.

Pr. 1. april ekskluderes landet fra selskabets investeringsliste. Obligationerne vil blive solgt fra inden midten af april, oplyser pensionsselskabet.

Beslutningen blev taget tidligere i vinter.

Udenrigsministeren opfordrer til omtanke

At opkøbe statsobligationer i en stat svarer til at give et ikkeøremærket lån til staten. I dette tilfælde et land som Hviderusland, hvor Lukasjenko sidder hårdt på magten.

Hårdhændet vold med knipler, tåregas og gummikugler mod fredelige demonstranter fulgte i kølvandet på sommerens svindelfyldte præsidentvalg.

Flere demonstranter er blevet dræbt under urolighederne. Mange politiske modstandere, der ikke er flygtet til udlandet, sidder fortsat fængslet og anklaget for statskup.

Situationen har fået flere andre store danske investorer til at sælge ud, som Berlingske beskrev mandag.

Det gælder blandt andre Bankinvest, Jyske Invest og Sparinvest.

Omvendt har Nordea valgt at beholde og forsvare sine investeringer i landet. På tværs af koncernen har man 186 millioner kroner investeret i obligationerne.

Til Berlingske sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) mandag, at han ikke kan bestemme, om danske investorer sætter deres penge i hviderussiske statsobligationer, eftersom der ikke gælder sanktioner mod det.

Men ministeren opfordrer investorerne til at tænke sig godt om, og roste de investorer, der netop havde solgt ud.

»Det er klart, at jeg med beslutningen om ikke at anerkende valget af Lukasjenko også sender et politisk signal om, at Danmark tager afstand fra hans regimes forbrydelser. Det signal forstår jeg, at man har hørt i en række investeringsforeninger, og det byder jeg velkommen,« siger han.

Hviderusland er ikke det eneste land, der 1. april havner på eksklusionslisten hos AkademikerPension. Det samme gør Aserbajdsjan, Bangladesh, Djibouti, Etiopien, Irak, Mali, Pakistan og Zimbabwe. Dermed er der 45 lande på pensionsselskabets eksklusionsliste.