Når nationalbankdirektøren udtaler sig om renteudviklingen, bør de fleste boligejere med realkreditlån alt andet lige spidse øren. Og Lars Rohde udtalte sig i Børsen denne mandag om netop dette emne, hvor han gav udtryk for, at der ikke er grund til at forvente, at renten vil stige mærkbart i det kommende årti.

»Det dybt interessante er, at der ikke umiddelbart er noget, der tilsiger på hverken fem eller ti års sigt, at det skulle blive væsentligt anderledes,« sagde han.