De rekordlave renter har en ond bagside: »Et usundt tegn«

Som Dr. Jekyll og Mr. Hyde er der både en lys og en mørk side af de rekordlave renter, som især boligejere nyder godt af, når de belåner deres boliger. Den mørke side truer nu med at ramme de fleste danskere på privatøkonomien.

Rekordlave renter har fået solen til at skinne over de danske boligejere, men faresignaler lurer i horisonten. Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Især boligejere har grund til at løbe rundt med armene over hovedet i jubel over de historisk lave renter. De kan låne med en fast rente på en halv procent over 30 år, eller låne med variabel rente, der nu er under nul.

Men det er ikke lutter lagkage. Det voldsomme rentefald er symptomet på andre og store økonomiske problemer, der også rammer boligejere.