Milliarder givet i håndværkerfradrag uden stor kontrol

Over de seneste otte år har boligjobordningen givet milliardstore rabatter til danskerne, skriver Finans.

Ifølge Finans er der blevet udbetalt store rabatter stort set uden kontrol i forbindelse med boligjobordningen. (Arkivfoto) Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

I flere år har boligejere kunnet modtage håndværkerfradrag stort set uden at blive tjekket, om de reelt havde ret til det.

Det skriver erhvervsmediet Finans, som har set nærmere på boligjobordningen, der blev indført i 2011. Ordningen har været populær blandt boligejerne, fordi den i visse tilfælde har kunnet give dem en rabat i deres håndværkerudgift.

Ifølge Finans har boligejerne over de seneste otte år fået en samlet rabat på 8,9 milliarder kroner lige ned i lommen som følge af deres indberetninger i boligjobordningen.

Milliarderne er imidlertid blevet udbetalt stort set uden nogen form for kontrol for snyd eller fejl, selv om myndighederne i en stikprøve tidligere har fundet ud af, at hvert tiende fradrag ikke skulle være givet, skriver Finans.

Hos revisorernes brancheforening, FSR, vurderer direktør Tom Vile Jensen, at underbemanding i Skattestyrelsen, som de seneste år har haft ansvaret for kontrollen med fradragene i boligjobordningen, kan være en forklaring på den svigtende kontrol.

»Det skyldes blandt andet, at myndighederne ikke har haft synderligt mange ressourcer til kontrol.«

»Det skyldes også, at vi generelt i de senere år har oplevet en "går-den-så-går-den"-holdning hos befolkningen,« siger han til Ritzau.

/ritzau/