Madglad ISS-topchef vil skære halvdelen af kunderne fra

Jeff Gravenhorst vil skabe verdens bedste servicevirksomhed: I jagten på målet skal ISS frasælge aktiviteter i 13 lande, reducere medarbejderantallet med 100.000 og halvere antallet af kunder.

Administrerende direktør for ISS, Jeff Gravenhorst, offentliggjorde tidligere på ugen servicevirksomhedens nye strategi om at frasælge aktiviteterne i 13 lande. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

I folkeskolen blev han valgt som elevrådsformand, men var så dårlig, at han ikke fik lov at genopstille det efterfølgende år.

Der lærte han, at det var vigtigt at have et formål som leder. Siden har han vidst, at han var klar til »at stille sig op på ølkassen«, som han tidligere har formuleret det. I dag er Jeff Gravenhorst leder for næsten en halv million mennesker i servicegiganten ISS, der leverer forskellige løsninger inden for ejendomsservice.

Men nye tider er på vej i ISS, som mandag præsenterede ny strategi, hvor Jeff Gravenhorst endnu engang stillede sig op på ølkassen og offentliggjorde planen om at frasælge aktiviteterne i 13 lande, reducere antallet af medarbejdere fra 490.000 til 390.000 og halvere antallet af kunder.

Jeff Gravenhorst er født i Nairobi i Kenya. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Alle skal kende ISS-filosofien om, at god service findes i alle kroge. Også derfor skal alle ledelser i alle lande én gang om året med »frontlinjemedarbejderne« på job for at gøre rent eller være i en kantine. Mange medarbejdere kommer også igennem uddannelsesprogrammet »Service with a human touch«, som ISS har udviklet.

Gravenhorst selv var senest på besøg på flyvestationen i Karup, hvor han både lavede mad, skiftede lamper på landingsbanen og ordnede skilte på skydebanen.

»Det er vigtigt, fordi os der sidder på kontoret skal forstå, at det er et vigtigt job derude, og det føles bedst, når man viser respekt for dem, som arbejder derude,« siger ISS-topchefen.

I fritiden elsker Jeff Gravenhorst at lave mad. Og når man elsker mad, er man også nødt til at cykle og løbe en gang i mellem for at brænde kalorierne af, som han siger.

»Jeg behøver ikke bestige Mount Everest eller noget, for jeg har masser af mål på mit arbejde. Så mit mål derhjemme er at have det godt med min familie.«

Frasalg skal hjælpe på målet om at blive verdens bedste

Jeff Gravenhorst har i sine mange år i ISS oplevet rejsen fra at etablere et bredt serviceprogram i en bred geografi til en bred kundegruppe – til i dag at snævre det ind til de største kunder, hvor flere produkter er relevant.

»Vi kunne ikke gøre det, hvis ikke vi havde været igennem første kapital, men i dag fokuserer vi på færre og større kunder,« siger Jeff Gravenhorst, der oplevede, at ISS lavede for mange ting til for mange kunder.

Han har flere gange proklameret, at ISS skal være verdens bedste serviceselskab. Den ambition er stadig gældende:

»Vi har nogle gode kundeundersøgelsesscorer, men jeg mener helt klart, at vi kan komme meget, meget længere. Vi gør det godt i branchen, men jeg vil gerne slå alle.«

Så de næste år bliver ekstraordinært spændende i ISS. For samtidig med den nye strategi træder virksomhedens suverænt største enkeltstående kontrakt i kraft i juli 2019, da man sidste år vandt en milliardkontrakt med Deutsche Telekom, der gælder i en periode på ti og et halvt år, hvilket vil involvere mere end 6.000 ISS-ansatte ad gangen.

Kontrakten har en samlet værdi på 33 mia. kr.

ISS vil nu frasælge aktiviteterne i Thailand, Filippinerne, Malaysia, Brunei, Brasilien, Chile, Israel, Estland, Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet, Slovenien og Rumænien. Frasalget skal indbringe ISS 2-2,5 mia. kr. Frasalget forventes afsluttet i løbet af 2020.