Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
København bliver hjemstedet for den første modeuge på verdensplan, efter coronakrisen har lammet samtlige dele af den globale modeindustri.
Modeuger i flæng er enten blevet aflyst eller udskudt som følge af coronakrisen. Blandt andet i modemetropolerne Paris, London og Milano.
Men nu genopstår modeugen i København – dog optræder den i et helt anden version, end vi normalt kender den.
For selv om det er lykkedes for arrangørerne bag at gennemføre modeugen på det vanlige tidspunkt i primo august, så følger der en række restriktioner, som arrangørerne må tilpasse sig, for at eventet kan blive en realitet.
Cecilie Thorsmark, adm. direktør hos Copenhagen Fashion Week »Nu, hvor alt bliver tilgængeligt online, kan alle følge med – uanset formål.«
En modeuge i nye klæder
De restriktioner, modeugen må indrette sig efter, omfatter blandt andet påbud vedrørende større forsamlinger samt ind- og udrejseforbud.
Og det kan være særligt udfordrende for en nødlidende branche, der søger at promovere det fremtidige salg til så mange interessenter som muligt – og særligt på det internationale marked.
»Modeugen giver modebrands en synlighed i en international kontekst. Her har man et vindue, hvor den udenlandske presse og internationale indkøbere følger med i, hvad der præsenteres på scenen i København,« siger Cecilie Thorsmark, som er adm. direktør hos Copenhagen Fashion Week.
Begge problematikker har man søgt at løse ved at udvikle en digital platform til formålet, da man erkendte, at man »på ingen måde ville kunne afholde en modeuge i traditionel forstand«, fortæller Cecilie Thorsmark.
»Det bliver en helt anden modeuge. Vi lancerer den som en hybrid-modeuge, hvor vi kombinerer fysiske events med en markant opgraderet digital tilstedeværelse. Til det har vi udviklet en ny digital platform, der gør, at vi kan livestreame de fysiske shows og events.«
Konkret kommer modeugens events således til at foregå fysisk forskellige steder i Københavnsområdet, hvor diverse modebrands fremviser deres nye kollektioner, og aktører i modebranchen afholder talks – nøjagtig som sædvanligt.
Men i år vil der være færre siddepladser, og endnu mere toneangivende vil alle events blive tilgængelige digitalt.
Det betyder, at alle kan følge med, når samtlige 32 modebrands viser de nyeste skrig frem på catwalken via Copenhagen Fashion Weeks hjemmeside. Selv uden en officiel invitation.
»Normalt er modeugen en lukket branchebegivenhed, hvor man kun har kunnet deltage fysisk, hvis man enten var fra pressen, en indkøber eller på anden måde arbejder i modebranchen,« siger Cecilie Thorsmark. »Nu, hvor alt bliver tilgængeligt online, kan alle følge med – uanset formål.«
»Sindssygt hårdt ramt af krisen«
Uagtet restriktioner så udgør modeugen en central del af branchens fremtidige salg, som kan vise sig at være altafgørende hos de danske modevirksomheder, der i kølvandet på krisen har lidt store økonomiske tab.
Sammen med brancheorganisationerne Dansk Mode & Textil og Wear samt modemesserne CIFF og Revolver har Copenhagen Fashion Week sikret sig, at modeugen bliver afholdt.
»De fleste af branchens virksomheder er blevet sindssygt hårdt ramt af coronakrisen, og mange er det også fortsat. De mangler jo helt enkelt omsætning og likviditet,« siger Cecilie Thorsmark.
»Derfor har det stor betydning for branchen, at vi stadig kan stille med en så stærk modeuge, som det nu er muligt i denne her svære tid. For modeugen er og bliver den vigtigste salgs- og PR-platform for branchen. Derfor er vi selvfølgelig klar til at tilpasse os de nødvendige restriktioner, så branchen får støtte og synlighed i denne svære tid,« tilføjer hun.
Modeugen afholdes fra 9. til 12. august i København.