Frank står til at miste sit livsprojekt: »Usikkerheden er skræmmende«

Efter nedlukningen kigger lydteknikeren ind i en kalender med nul job. Nu er han bekymret for, om han kan fortsætte med det arbejde, han har haft i 25 år.

Lydteknikeren Frank Grønbæk frygter, at det, han plejede at lave før coronakrisen, ikke vil eksistere mere, når hjælpepakkerne udløber. Thomas Lekfeldt

Frank Grønbæk har de seneste 25 år arbejdet som lydtekniker for nogle af landets allerstørste kunstnere og musicals. Det er ham, som sørger for, at lyden til nogle af de store koncerter herhjemme er god. Men sådan er det ikke længere. For med nedlukningen af alle større arrangementer, festivaler og koncerter herhjemme er der ikke meget arbejde tilbage.

Før nedlukningen lavede han blandt andet lyd for Lukas Graham og flere af de store danske musicals. Det gør han ikke længere, for alt er blevet aflyst, og som det ser ud nu, er det ikke sikkert, at de ting kommer tilbage foreløbigt.