Forslaget om bilskat ligger på ministerens bord: »Vi lægger op til en fundamental omlægning af beskatningen«

En massiv front af både forbrugere og bilbranchen står bag et forslag til at løse et af regeringens helt store udfordringer: En fremtidssikret måde at opkræve bilafgifter på, der samtidig vil få flere grønne biler på gaderne.

Købere af elbiler skal de næste ti år have en kontant belønning, mener både bilbranchen og bilejernes organisation FDM. Liselotte Sabroe /Ritzau Scanpix

Den bredest mulige front af bilbranchens organisationer og bilforbrugerne kommer nu med et klart bud til regeringen på, hvordan det i fremtiden bliver så attraktivt for danskerne at købe en grøn bil, at regeringen kommer i mål med sine miljøambitioner.

Bilbranchen under DI, De Danske Bilimportører og motorejernes FDM har netop præsenteret skatteministeren for et forslag, der med en rabat vil gøre det mere fordelagtigt for danskerne at bytte benzinbilen ud med et grønt alternativ.