Det er dyrere at køre grøn firmabil

En ny opgørelse viser, at omstilling til grøn firmabil er en investering for virksomheden. Det er nemlig dyrere at lade medarbejderne køre på el end i benzin- og dieselbil – og i øvrigt femtedyrest i Danmark i forhold til en lang række lande omkring os.

Det er dyrere for virksomhederne at købe eldrevne firmabiler til medarbejderne frem for konventionelle biler på benzin og diesel. Jonathan Nackstrand/AFP/Scanpix

Virksomhederne skal have penge op af lommen, hvis deres medarbejdere skal køre i miljørigtige elbiler. Og netop det talstærke marked for firmabiler er en af de brede veje til den grønne omstilling af Danmarks bilpark, har blandt andre foreningen Dansk Elbil Alliance påpeget.

Nu viser en international analyse to bump på vejen mod grønne firmabiler. Dels er firmabiler på el i Danmark de femtedyreste i Europa, dels er det rundt regnet 1.000 kroner dyrere om måneden at lade medarbejderen køre elbil end benzin- eller dieselbil. En elbil i firmabilklassen koster i gennemsnit 6.705 kr. om måneden i Danmark, hvis man regner alle udgifter med over en typisk leasingperiode på tre år og 20.000 kilometer om året.