Centrale kilder: Danske Bank-ansatte fulgte hemmelig instruks om højere Home-salær

Danske Bank har hidtil nægtet, at kontroversiel instruks til ansatte har ramt kunderne. Men dét afviser to tidligere centralt placerede ansatte: Instruksen var kendt og blev fulgt. De har begge oplevet, at kunder kom til at betale overpriser i bolighandler med Home. Banken ændrer nu forklaring.

To tidligere ansatte i Danske Bank bekræfter, at Home-instruksen blev fulgt, hvis kunderne benyttede bankens egen ejendomsmæglerkæde, Home. Mathias Bojesen

To tidligere centralt placerede kilder i Danske Bank sår nu alvorlig tvivl om Danske Banks hidtidige forklaring i sagen om kontroversielle overpriser til bankens inkassokunder.

De to kilder bekræfter samstemmende, at ansatte i Danske Bank fulgte en intern instruks, der betød, at økonomisk udsatte kunder i inkassoafdelingen kom til at betale overpris for at sælge deres bolig gennem bankens egen ejendomsmæglerkæde, Home.