Business-Update: Søren Skou klar med tidlig julegave: Alle ansatte i Mærsk får bonus

Berlingskes businessredaktion guider dig til dagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Søren Skou, administrerende direktør i A.P. Møller Mærsk, har på ny været i gavehumør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God eftermiddag og velkommen til onsdagens Business-Update.

Som altid følger her en opdatering over de vigtigste historier i erhvervslivet lige nu. Statsministeriet har desuden indkaldt til pressemøde klokken 18.00, hvor regeringen vil orientere om en styrkelse af vaccinationsindsatsen, ligesom myndighederne vil redegøre for seneste nyt om den virusvarianten omikron.

Det hele bliver naturligvis dækket på Berlingske.dk, hvor du kan følge med hele aftenen.

Først skal vi en tur forbi elpriserne, som stadig er på himmelflugt.

Elprisen femdoblet på 12 måneder

I november var den gennemsnitlige markedspris for en kilowatt-time på 1,03 kroner. Det var historisk højt og hele 11 procent højere end den hidtidige rekord fra september, skriver Finans.

Hos virksomheder bliver der afregnet med det samme, og landets erhvervsdrivende kan derfor allerede mærke de stigende priser. Rundt om i de danske husstande kommer regningen mere forskudt, hvorfor stigningerne forventes at kunne mærkes på de kommende regninger.

En almindelig husstand bruger typisk omkring 4.500 kWh om året. Tager man udgangspunkt i novemberprisen giver dette dermed en årsregning på 4.625 kroner for den rå el. Sidste år var årsregningen 990 kroner. Dertil kommer transportudgifter, abonnementer, elafgifter og moms.

Julebonus til alle ansatte i Mærsk

For andet år i træk uddeler topchefen i Mærsk, Søren Skou, en kontant julegave til alle ansatte – uanset hvor og hvad de laver. Det skriver Børsen.

Det drejer sig om 1.000 ekstra dollar med decemberlønnen svarende til godt 6.500 kroner. Mærsk har i alt 80.000 ansatte, og har i år opnået store overskud.

»Alle får det samme beløb for at understrege, at dette virkelig er en holdindsats,« skriver Søren Skou i en meddelelse til de ansatte. Det gælder dog ikke de øverste chefer, som i forvejen har bonusaftaler.

SAS-ansatte er utilfredse

Ni ud af ti af kabinebesætningsmedlemmerne i SAS har mistet troen på den øverste ledelse. 94 procent sår samtidig tvivl om den nuværende forretningsmodel, skriver Bloomberg på baggrund af en undersøgelse.

Tallene er blevet præsenteret i det svenske radioprogram Ekot onsdag, og de udstiller den presserende situation, som SAS i øjeblikket befinder sig i.

Tirsdag beskrev Berlingske situationen i SAS, hvor den nye hollandske topchef, Anko van der Werff, står på den ene side, mens piloter, stewardesser og andre ansatte i det skandinaviske luftfartsselskab står på den anden.

SAS står over for store forandringer, fordi markedet i dag er anderledes på grund af coronakrisen, og fordi lavprisselskaberne presser selskaber som netop SAS.

»Det her er et helt afgørende tidspunkt i SAS’ historie, for uden lavere omkostningerne er SAS et afviklingsselskab, og så er det bare et spørgsmål om tid, før selskabet går konkurs,« sagde Jacob Pedersen, analysechef i Sydbank, tirsdag.

I går fremlagde luftfartsselskabet endnu et dundrende underskud forårsaget af coronapandemien. I det seneste 2020/2021-regnskabsår lød tabet på cirka 4,8 milliarder kroner. Det store underskud er dog en stor fremgang i forhold til året før, hvor SAS tabte 6,8 milliarder kroner.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Helt enkelt: Skal du købe eller leje? Her er fordele og ulempe

Den ultimative boligguide: En af de store økonomiske grøfter bandt danskerne går mellem lejere og ejere, som i de senere år har set livsforandrende formuer blive bygget op. Efter en af de mest turbulente perioder på det danske boligmarked bringer vi hver dag i december vores bedste tips, tricks og tanker om boliger.

Læs historien fra Povl Dengsøe her.

2. Ælle bælle mig fortælle: Tysk gigant snupper Danmarks største grønne projekt i spektakulær lodtrækning

Det bliver det tyske selskab RWE, som skal rejse Danmarks største og mest komplekse havvindmøllepark fra havets bund ud for vestjyske Thorsminde. Det er onsdag blevet afgjort ved en lodtrækning mellem fem selskaber hos Energistyrelsen. Slukøret står store danske aktører som Ørsted og CIP tilbage.

Læs historien fra Jonas Rimer Hansen her.

3. Eksperter advarer: Regeringens hjælpepakke til sundhedsvæsenet »løser ikke grundlæggende problem«

Regeringen forhandler i øjeblikket med Folketingets partier om en coronavinterpakke, der hen over vinteren skal tilføre midlertidige penge til et presset sundhedsvæsen. Ifølge eksperter i sundhedsøkonomi udskyder man dog reelt bare de grundlæggende problemer.

Læs historien fra Kalle Kehlet her.

4. Endnu en direktør i Landbrug & Fødevarer fratræder

Finansdirektør Lars Daugaard fra Landbrug & Fødevarer fratræder med øjeblikkelig virkning sin stilling. Det sker i kølvandet på topchefens afgang for få uger siden.

Læs historien fra Povl Dengsøe her.

5. En tredjedel af verden har aldrig været på internettet

Trods en eksplosion i brugen af nettet under coronaepidemien har næsten tre milliarder verdensborgere fortsat ikke været online. På ti år er mobildatatrafikken 300-doblet.

Læs historien fra Thomas Breinstrup her.