Business-update: Globale aktier genfinder optimismen

Berlingskes businessredaktion viser vejen til de vigtigste historier om økonomi og virksomheder.

Det globale aktiemarked er tirsdag igen i hopla efter stigende forventninger om nye økonomisk stimuli i USA. Læs historien i dagens Business-update her. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: SPENCER PLATT/Ritzau Scanpix

God eftermiddag.

Du har klikket dig ind på dagens Business-update, som opdaterer dig på de vigtigste nyheder om erhvervslivet og samfundsøkonomien lige nu.

For anden dag i streg er et opsigtsvækkende jobskifte blevet meldt ud. Derudover er vismændene kommet med en opdateret rapport om dansk økonomi, men først starter vi på aktiemarkedet, hvor der sker ting og sager.

Globale aktier i hopla

Efter nogle sløje dage er de globale aktiemarkeder tirsdag tilbage i hopla. I Europa er det paneuopæiske Stoxx Europe 600-indeks oppe med 3,2 procent, mens de amerikanske indeks er åbnet med stigninger på mellem 2 og 2,5 procent.

Den nyfundne optimisme kommer, efter at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sent mandag meddelte, at den vil begynde at købe individuelle virksomhedsobligationer som en del af sin corona-støttepakke.

Opsvinget har yderligere fået et boost fra en historie fra Bloomberg om, at Trumps regering er i gang med at forberede en 1.000 mia. dollar stor infrastrukturpakke til at hjælpe med at sætte skub i økonomien.

»Det lader til, at man kan regne med, at den amerikanske centralbank træder til, når bare der er den mindste antydning af uro i markedet,« siger Craig Erlam, seniormarkedsanalytiker hos Oanda i London.

»Der er en kæmpe afkobling mellem markedet og den økonomiske virkelighed, men når der bliver kastet så mange penge efter problemet, hvad skal så stoppe aktieopturen fra at fortsætte,« spørger han.

Det danske eliteindeks, C25, haltede tirsdag eftermiddag en smule efter sine europæiske sidestykker. Indekset var oppe 1,7 procent, holdt tilbage af et 1,4 procent fald i Ørsted efter nyheden om Henrik Poulsens exit.

Martin Rossen skifter til Danfoss

Mandag klokken 17.13 tikkede en af årets største erhvervsnyheder ind, da administrerende direktør Henrik Poulsen meldte sin afsked i Ørsted. Siden er selskabets værdi faldet markant, og tirsdag sagde bestyrelsesformanden Thomas Thune Andersen, at »vi er kede af det« efter Poulsens exit.

Tirsdag kom der så endnu en stor nyhed i toppen af dansk erhvervsliv – og på Christiansborg.

Stabschef og særlig rådgiver for statsministeren, Martin Rossen, skifter til et job som global kommunikationsdirektør i industrigiganten Danfoss. Sønderjyden Martin Rossen selv er begejstret for sin nye stilling.

»Danfoss er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Jeg er vokset op på Als, og min mor var ansat i virksomheden. Danfoss spiller en vigtig rolle for, at verden lykkes med den grønne omstilling. Samtidig har Danfoss en enorm betydning for danske arbejdspladser og vores fælles velstand,« udtaler Martin Rossen i pressemeddelelsen fra Statsministeriet.

Efter ni års tæt samarbejde med statsminister Mette Frederiksen (S), heraf det seneste år i en omdiskuteret rolle som stabschef og særlig rådgiver i Statsministeriet, forlader Martin Rossen sin magtfulde post for at blive senior vice president i industrikoncernen.

Læs historien her.

Vismændene offentliggør nedslående tal

Vi kan få en ledighed, som bliver banket helt tilbage til 1990erne. Sådan lyder det fra de økonomiske vismænd, der tirsdag er kommet med en opdateret rapport om dansk økonomi under coronakrisen.

I rapporten opstiller vismændene et hovedscenarie, der ser slemt ud, og så et alternativt scenarie, som må siges at være rigtigt grimt. I sidstnævnte scenarie spår vismændene, at ledigheden kan komme op på 230.000 i år for at stige yderligere til næste år.

Vi vil i år få en nedgang i vores produktion på 7,5 procent, og der vil komme et minus på de offentlige finanser svarende til ti procent af vores samlede BNP.

I hovedscenariet får vi en negativ vækst i år på 4,4 procent, hvilket er lidt mindre slemt end det dårligste år i finanskrisen. Samtidig får vi en relativt hurtig genopretning af vores økonomi til næste år.

Men vismændene vil ikke udelukke, at det kommer til at gå værre.

Læs historien her.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. I Nordre Toldbod flyver de stadig højt trods corona: »Der er intet hokuspokus«

Vandflyveren har overlevet coronakrisen, og direktør tror på lys fremtid. I første omgang satser selskabet på øturisme, og et nyt fly vil efter planen blive føjet til næste år. Det er en god og sund lille forretning, lyder det fra direktøren. Det skriver Berlingskes Jakob Chor.

Læs historien her.

2. Vismænd i kæmpe kovending: Her er den nye forventning til boligpriserne i 2020

Den dystre prognose fra april er taget af bordet. Nu forventer vismænd kun beskedent fald i boligpriserne i 2020. Det skriver Berlingskes Louise Kastberg.

Læs historien her.

3. Kinas økonomi er ved at indhente det tabte

Det går fremad i Kina efter nedlukningen i begyndelsen af året. Produktionen i industrien er stigende, og myndighederne har sat gang i de sædvanlige infrastrukturprojekter. Det store spørgsmål er forbrugerne, hvor det seneste smitteudbrud i Beijing igen har sat fokus på, at vejen ud af coronamørket er snørklet og fuld af forhindringer. Det skriver Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie.

Læs historien her.

4. Danmark hopper op på andenplads i stor global sammenligning: »En flot sølvmedalje«

Danmark springer seks pladser op i den årlige internationale sammenligning af verdens mest konkurrencedygtige lande fra IMD. Danmarks håndtering af coronaepidemien kan få betydning for næste års placering, siger professor bag undersøgelsen. Det skriver Berlingskes Vibe Hyltoft.

Læs historien her.

5. Flytrafikken vender langsomt tilbage

Efter tre måneder uden flyvninger vil Norwegian genoptage flyvning på ruten mellem Aalborg og København. Læs historien her.

Samtidig kommer der yderligere ti SAS-fly på vingerne i juli, oplyser flyselskabet. Læs historien her.