Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
God eftermiddag, og velkommen til ugens anden Business-update, som samler de vigtigste erhvervsnyheder denne tirsdag
I dagens opdatering skal vi blandt andet forbi Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, der netop har stiftet en ny startup-fabrik. Vi starter dog med at se nærmere på en nyhed fra den danske detailverden.
God læselyst.
Dansk Aldi-boss vil erstatte stribevis af forældede butikker
Den tyske discountkæde Aldi går nu i gang med en plan, der skal gøre op med de store underskud, som den danske del af forretningen har kæmpet med i en længere årrække.
Det skriver Børsen, der har talt med Aldi Danmarks administrerende direktør, Finn Tang.
Han har nu sat gang i en aggressiv turnaround-plan, der har krævet et milliardbeløb i kapital fra de tyske ejere. Planen indebærer blandt andet en modernisering af 184 Aldi-butikker, samtidig med at en lang række gamle butikker skal skrottes, og der skal åbnes over 60 nye i de kommende år.
»Vi har sovet i timen og ladet konkurrenterne overhale os, så vi er bagud på point, fordi vi ikke har arbejdet professionelt med vores brand,« siger Finn Tang til Børsen.
Elon Musk mister pladsen som verdens andenrigeste
De seneste uger er Tesla-aktien faldet så meget, at elbilproducentens stifter og storaktionær, Elon Musk, ikke længere er verdens andenrigeste mand.
Elon Musks samlede formue lyder nu på 160,6 milliarder dollar – eller hvad der svarer til 980 milliarder kroner. Selvom det er et stort tal, er det 24 procent mindre, end hvad Musks formue lød på i januar, hvor Tesla-stifteren i en kort periode sad på tronen som verdens rigeste mand.
Pladsen som verdens andenrigeste er nu blevet overtaget af Bernard Arnault, der står i spidsen for det franske luksuskonglomerat LVMH, mens Elon Musk er blevet henvist til tredjepladsen.
Med en formue på 190 milliarder dollar sidder Amazon-stifter Jeff Bezos fortsat solidt på tronen som verdens rigeste.
Nykredit sænker grænsen for negative renter til 100.000 kroner
Nykredit sænker nu i lighed med flere andre banker beløbsgrænsen for, hvornår privatkunder skal betale negative renter for indlån i banken.
Fra den 1. juli skal privatkunder i Nykredit således betale negativ rente for beløb over 100.000 kroner. Tidligere var beløbsgrænsen 250.000 kroner.
»Som kunde i Nykredit har man i nogen tid betalt negativ rente for at have væsentlige kontantbeløb stående på sine konti. Det skyldes blandt andet, at Nykredit som bank skal betale negative renter til Nationalbanken for at have penge stående der,« skriver Nykredit på sin hjemmesiden.
Den seneste måned har Danske Bank, Nordea og flere andre banker også valgt at sænke beløbsgrænsen for negative renter til 100.000 kroner.
Anders Holch Povlsen stifter ny startup-fabrik
Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen har sammen med to erfarne østjyske iværksættere stiftet en ny startup-fabrik med navnet Founderment.
Anders Holch Povlsens to nye forretningspartnere er Anders Boelskifte Mogensen og Christian Schwarz Laustsen, der for godt to år siden solgte virksomheden Gaest.com til Airbnb.
De to iværksættere, som også var med til at etablere konsulenthuset Seismonaut samt en hotelvirksomhed i Afrika, skyder en håndfuld investeringer ind i startup-fabrikken. En af dem, de selv er medstiftere af, er sommerhusportalen Landfolk.com.
»Anders og Christian har nogle særlige evner til at hjælpe startups på et tidligere stadie end der, hvor vi normalt træder ind. Ambitionen med Founderment er, at vi kan skabe et stærkt fundament for både et fornuftigt afkast og for fremtidens succesfulde virksomheder, som vi i Danmark har så hårdt brug for,« fastslår Lise Kaae, der er direktør i Anders Holch Povlsens investeringsselskab Heartland, i en meddelelse.
Founderment skal ifølge Børsen »hjælpe startups på den første del af deres vækstrejse«.
Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:
1. Rentefradraget er under angreb – sådan vil det især ramme landets unge
Nationalbanken er den seneste stemme, der taler for at sløjfe rentefradraget, der luner i boligejernes pengepung og dermed er med til at understøtte boligpriserne. Et indgreb vil dog især ramme unge førstegangskøbere, såfremt fradraget sløjfes. Det kan gøre forskellen på, hvorvidt en familie har råd til bil eller ej, vurderer økonom.
2. Nationalbanken er krystalklar i sit krav om indgreb mod løbske boligpriser – rentefradraget og håndværkerfradraget er på vippen
Nationalbankdirektør Per Callesen sender et klart signal til regeringen om at tage et opgør med rentefradraget og håndværkerfradraget for at pøse koldt vand på boligmarkedet. Og at tage det nu, før der skal endnu mere barske midler i brug for at bremse boligpriserne som at skære i adgangen til afdragsfrihed eller at pille ved den kommende boligskat.
Læs erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksens kommentar her.
3. Pensionsboss i kontroversielt opråb: Beskat boliggevinster nu
Det galoperende boligmarked fører til stigende ulighed mellem ung og gammel og frister danskerne til at optage for meget gæld. Sådan lyder det fra PFAs topchef, Allan Polack, som derfor foreslår, at man beskatter gevinsten ved boligsalg.
4. Topadvokat vil have Smilebright-bagmænd dømt til konkurskarantæne for »groft uforsvarlig forretningsførelse«
Landets mest kendte konkursadvokat har åbnet konkurskarantænesager mod flere grene af en aarhusiansk vennegruppe af webshopejere, der tilsammen har stået bag flere end 100 webbutikker i ind- og udland. Det drejer sig blandt andet om folkene bag den ulovlige og ætsende tandblegning ved navn Smilebright.
5. En kold decembermorgen væltede et stillads på Nørrebro med et brag – nu skal minister i samråd
Venstre hiver nu justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd for at få svar på, hvad der skete, op til og efter at Danmarks mest kendte stillads blev væltet. Advokaten for ejeren af stilladset kræver en millionerstatning af den danske stat, blandt andet på grund af manglende beskyttelse fra politiet.