Business-update: Danske aktier får stryg efter overraskende udmelding

Berlingskes Business-redaktionen guider dig til dagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Torsdag har været en hård dag for aktierne på den danske fondsbørs. Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)

God eftermiddag og velkommen til dagens Business-update.

I dag skal det handle om en ny sæson af Danmarks Radios meget populære serie »Løvens Hule«, og hvor meget man tjener i statsejede virksomheders bestyrelser. Vi skal også omkring meget dyre tilbagebetalinger af coronalån. Men vi starter med en statusopdatering på de danske aktier.

Store fald

Torsdag har været en hård dag for de danske aktier. Hovedindekset C25 faldt således med tre procent, og er det suverænt hårdest ramte indeks i Europa. Ambu og Ørsted er de største tabere med fald på over fem procent, mens Tryg og Jyske Bank som de eneste danske selskaber er steget en smule i værdi.

Aktienedturen kommer efter, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag sendte referatet ud fra decembers møde. Det viser nemlig, at der er udsigt til langt højere tempo i afviklingen af de ekstraordinære coronatiltag, end det var forventet. Derfor stryger renterne opad, og dollaren er styrket.

Referatet medførte blodrøde tal på de amerikanske aktiemarkeder, hvor særligt techaktierne er hårdt ramt. Og også i Europa har torsdag altså været en hård dag for investorerne.

»Løvens Hule« med rekordrige investorer

Når det populære tv-program på DR »Løvens Hule« torsdag aften skyder gang i en ny sæson, bliver det med markant tungere investorer i baggrunden end de fem velkendte »løver«, som sidder i stolene foran de håbefulde iværksættere.

Det skriver Finans.

For fire ud af de fem »løver« – Mia Wagner, Jacob Risgaard, Jan Lehrmann og Christian Arnstedt – har det seneste år lukket nye medejere ind i de selskaber, som de bruger til at investere fra i DR-programmet.

For Mia Wagner, Jacob Risgaard og Christian Arnstedt er der tilmed tale om, at de har fået medejere ind, som er nogle af de rigeste og tungeste navne i dansk erhvervsliv.

Læs historien her.

Så meget tjener topbosser på statslige bestyrel­ses­po­ster

Børsen har lavet en liste over, hvad erhvervsledere og tidligere politikere tjener ved at have medlems- og bestyrelsesposter hos statsejede virksomheder. Det har de gjort på baggrund af et folketingssvar fra finansminister Nicolai Wammen (S).

Her har han lagt frem, hvor meget forskellige erhvervsledere og tidligere politikere i det netop afsluttede år tjente ved at sidde som enten bestyrelsesformand eller bestyrelsesmedlem i de virksomheder, som staten ejer enten helt eller delvist.

På listen findes blandt andet Ørsteds bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen, som tager førstepladsen med en indtjening på 1,2 millioner kroner i 2021. I hælene på Thomas Thune finder vi Lars Nørby Johansen, bestyrelsesformand i Københavns Lufthavne, som tjente 990.000 kroner. Henrik Frost Rasmussen, der er bestyrelsesformand i Danmarks Jagtforsikring, tjente færrest penge med en indtægt på 30.000 kroner.

Visse almindelige bestyrelsesmedlemmer har også tjent godt. Jørgen Høholts honorar lød for eksempel på 175.000 kroner hos EKF (Danmarks Eksportkredit), der er ejet af den danske stat. Endnu et eksempel er Thor Möger Pedersen, bestyrelsesmedlem hos Vækstfonden, der tjente 175.000 kroner.

Se listen og læs Børsens historie her.

Snart skal der tilbagebetales coronalån for milliarder

Danske virksomheder rykker tættere og tættere på en milliardregning, når coronalånene skal tilbagebetales, skriver Finans.

Flere rater er blevet udskudt, og det betyder, at når første ratebetaling falder 1. april, har der ophobet sig en samlet betaling på 23,3 milliarder kroner.

Og det er ikke de eneste betalinger, der forfalder i 2022.

»Tilbagebetalingen af coronalånene er helt klart noget, man har frygtet i erhvervslivet. Jeg frygter det også, og det er noget, vi kommer til at følge tæt,« siger politisk direktør i Dansk Industri, Emil Fannikke Kiær.

Han forventer, at nogle virksomheder vil være nødt til at dreje nøglen om, da de ikke er i stand til at tilbagebetale lånene nu og her.

Læs historien her.

Her er fem skarpe bud på historier fra Berlingske Business:

1. Historisk inflation fortsætter

Den Europæiske Centralbank står stadig mere afklædt tilbage på perronen i fastholdelsen af, at inflationen i euroområdet er midlertidig. Ikke nok med, at den aktuelle inflation er på det højeste niveau i årtier, men såvel virksomheder på tværs af økonomien som forbrugere forventer høj inflation det kommende år. Det er ikke kun fra USA, at der vil komme centralbankoverraskelser i de kommende måneder. Læs gennemgangen af Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Harald Bie, her.

2. Rentestigninger rammer hårdt – så meget dyrere bliver det låne til en bolig

​På bare et år er renten på de 30-årige lån med ti års afdragsfrihed blevet firedoblet. Det er en rigtig dårlig nyhed, hvis man skal optage et fastforrentet realkreditlån. Se her, hvor meget mere man skal betale om måneden for et lån – og hvor stor den samlede ekstraregning bliver. Læs historien her.

3. Syv råd til at gøre arbejdslivet sjovere i 2022

Nytår er tid til at gøre status og drømme om alt det, det nye år byder på. Mange af os drømmer om små og store forandringer i arbejdslivet.

Coach og iværksætter Erik Algreen har samlet syv råd til, hvad du selv kan gøre for at få et bedre arbejdsliv i det nye år. Du kan læse dem her.

4. Hver tredje ansøger om Arne-pension er uden arbejde

Den såkaldte Arne-pension, der skulle gå til særligt nedslidte danskere, bliver i stor stil søgt af personer, der er på offentlig ydelse. Læs historien her.

5. Overraskelse fra USAs centralbank: Renterne stryger op, og dollaren er styrket

De finansielle markeder havde svært ved at fordøje referatet fra den amerikanske centralbanks møde i december. For der er nu udsigt til langt højere tempo i afviklingen af de ekstraordinære coronatiltag, end det var forventet. Renterne stryger opad, og dollaren er styrket. Det øger også presset på de europæiske centralbanker. Læs historien her.