Overraskelse fra USAs centralbank: Renterne stryger op, og dollaren er styrket

De finansielle markeder havde svært ved at fordøje referatet fra den amerikanske centralbanks møde i december. For der er nu udsigt til langt højere tempo i afviklingen af de ekstraordinære coronatiltag, end det var forventet. Renterne stryger opad, og dollaren er styrket. Det øger også presset på de europæiske centralbanker.

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, har været klar i mælet om behovet for hurtigt at afvikle de ekstraordinære coronatiltag, men det er først nu, at de finansielle markeder begynder at høre efter. Reuters/Ritzau Scanpix

Der var måske dem, der troede, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ikke rigtig mente det, da den på det seneste møde i december markant fremrykkede tidsplanen for afviklingen af de ekstraordinære coronatiltag. Hvor man i september så mulighed for en renteforhøjelse mod slutningen af 2022, blev forventningen i december til hele tre renteforhøjelser – og en hurtigere afvikling af det store opkøbsprogram af obligationer.

Federal Reserves chef, Jerome Powell, var meget klar i mælet på pressemødet i december om, at bekymringen for en sejlivet inflation var steget, og medlemmer af ledelsen fortalte før jul, at de betragtede mødet i marts som et »live«-møde, altså hvor der kan træffes beslutninger om pengepolitiske handlinger – i dette tilfælde renten.