Business-update: Advokater tjener trecifret millionbeløb på konkurssag

Berlingskes Business-redaktion guider dig til dagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Partner hos Kammeradvokaten, Boris Frederiksen, har ifølge Børsen brugt over 86.000 timer på konkurssagen i de danske forsikringsselskaber Alpha og Qudos Insurance. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God eftermiddag og velkommen til torsdagens Business-update her på Berlingske. Vi har taget et kig på nyhedsbilledet for at bringe dig et overblik over de vigtigste erhvervsnyheder det seneste døgn.

I dag kan du blandt andet læse om en ny afdeling i Finanstilsynet, og hvordan et advokatfirma har tjent et trecifret millionbeløb på en af nyere tids største konkurssager.

Men vi lægger ud med en hård opbremsning i salget af hybridbiler.

Hybridbiler er ved at miste pusten

Mange store bilproducenters store sats på hybridbiler ser nu ud til at have været en meget dårlig idé.

I hvert fald skriver Bloomberg, at salget af bilerne i Europa, som ellers har været det suverænt største marked, falder støt.

Salget af hybridbiler faldt således med 28 procent i Frankrig i juni. I Tyskland faldt salget med 16 procent. Bloomberg skriver også, at der i 2019 i Storbritannien blev solgt lige så mange hybridbiler som elbiler. Nu sælges der dobbelt så mange elbiler som hybridbiler.

Greenwashing er nyt fokus i Finanstilsynet

En helt ny afdeling med ni medarbejdere dedikeret til kontrol af bæredygtige investeringer har set dagens lys. Med indsatsen vil Finanstilsynet være mere striks ved udbyderne af bæredygtige aktiefonde, når der i løbet af det kommende år indføres flere regler og tekniske standarder.

Det skriver Finans.

I lighed med andre tilsynsområder vil der blive foretaget kontroller, og problemfyldte virksomheder vil i rapporter blive hængt ud med navns nævnelse. Undervejs vil der blive givet indskærpelser til fonde, der kører for hårdt frem med grøn markedsføring af fonde uden tilstrækkelig substans.

»Vi kommer til at offentliggøre tilsynsrapporter med navns nævnelse på de virksomheder, hvor vi har været på inspektion; nøjagtigt, som vi gør på andre områder i dag. Vi vil sætte vores ressourcer ind efter en risikobaseret betragtning af, hvor vi tror, at vi kan finde mest,« siger vicedirektør Karen Dortea Abelskov, som er ansvarlig for tilsyn med miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG) i Finanstilsynets direktion, til Finans.

Advokater tjener trecifret millionbeløb

To konkursramte danske forsikringsselskaber er ved at udvikle sig til de dyreste danske konkursboer nogensinde. Både målt på advokatregningens størrelse og antallet af personer med penge til gode.

Det skriver Børsen.

De seneste knap fire år har Advokatfirmaet Poul Schmiths hold af advokater hver dag brugt 70 timer i boerne efter Alpha og Qudos Insurance. Her har advokaterne ifølge avisen håndteret trecifrede millionerstatningskrav i flere forskellige lande for de to selskaber, der begge gik konkurs i 2018.

»Alene Alpha Insurance er den største konkurs, som jeg kan huske, hvis antallet af kreditorer tages i betragtning,« siger Boris Frederiksen, kurator og partner hos Poul Schmith, til Børsen.

Ifølge opgørelser fra marts og april i år har advokatfirmaet brugt flere end 86.000 timer på de to konkurser, som har en samlet balance på næsten fem milliarder kroner. For det arbejde har de allerede fået udbetalt 100 millioner kroner i honorar, og de har ifølge Børsens beregninger mindst yderligere 100 millioner kroner til gode.

Her er fem gode bud på historier fra Berlingske Business

Michael Laudrup bliver ambassadør for »Løvens Hule«-komet

Iværksætterkometen BARONS, der var med i tv-programmet »Løvens Hule«, har længe stormet frem. Nu præsenterer virksomheden fodboldlegenden Michael Laudrup som ny ambassadør.

Læs med her.

Luftakrobaten landede i finansverdenen

Det er de færreste, der har et cv som Liva Echwalds. Fra dans, luftakrobatik og metallografi har vejen til finans været alt andet end snorlige for den 43-årige iværksætter og founder.

Læs portrættet her.

Sorte skyer trækker ind over dansk økonomi – og det er en nødvendig kur

Nye tal fra Danmarks Statistik for både detailbranchens omsætning og erhvervslivets forventninger peger på en fortsat afmatning i dansk økonomi.

Læs mere her.

Amerikansk BNP-tal skuffer og sender landet i teknisk recession

USA har for andet kvartal i træk negativ BNP-vækst og er dermed i en teknisk recession. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at amerikansk økonomi er på kollisionskurs, påpeger cheføkonom. Men der er grund til bekymring.

Læs med her.

Iværksættermiljøet er præget af stress

Iværksætteriet er inde i en guldalder. Innovation skal redde den grønne omstilling. Iværksættere er tapre individer. Startups er sexede. Vores aviser, magasiner og fjernsyn er blevet overtaget af agendaen. Men medaljen har en bagside – bag de glamourøse forsider og stilige portrætter.

Læs kommentaren her.