Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
God morgen og velkommen til torsdagens Business-overblik.
Læs i dag om, hvordan erhvervslivet jubler over den »befriende« genåbning af Danmark fra 1. februar, hvordan medicinalselskabet Bavarians coronavaccine omvendt trues af genåbningen, hvordan velhavere igen satser millioner på finansmanden Peter Warnøe, hvordan USA hastigt er på vej mod renteforhøjelser, og hvordan Asien får én på hatten oven på udmeldingen fra den amerikanske centralbank.
Erhvervslivet jubler over »befriende« genåbning, og optimismen breder sig
Glæden er udbredt hos landets største erhvervsorganisationer over, at alle coronarestriktioner forsvinder fra 1. februar. Det skriver Berlingske.
»Det er jo befriende. Vi har kæmpet og navigeret igennem dette her de sidste to år, og det er en milepæl for samfundet, at det nu stopper,« siger den administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen.
Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, »kan kun klappe i hænderne over den beslutning« og sender en tak til regeringen og de øvrige partier.
Hotel- og restaurationsbranchen har ifølge HORESTAs administrerende direktør, Jannick Nytoft, tabt 28 milliarder kroner i omsætning siden lukningen i marts 2020 og kun fået udbetalt 12 milliarder i kompensation, så det er »en glædens dag« nu at kunne vende tilbage til normale tilstande.
En af dem, der har levet i konstant usikkerhed i 686 dage med nedlukninger og genåbninger, er Michelin-restauratør Henrik Yde fra Kiin Kiin-kæden med 12 spisesteder.
Han er nu optimistisk efter for første gang i 30 år at have fået en tænkepause og have lært, hvor sårbar man kan være, fortæller han til Berlingske.
Velhavere satser igen millioner på Peter Warnøe
Finansmanden Peter Warnøe og hans venturefond Nordic Eye har været igennem en periode præget af stærk turbulens, men alligevel er det lykkedes fonden at rejse nye midler fra en række danske velhaverfamilie, iværksættere og institutionelle investorer. Det skriver Børsen.
Avisen kan berette, at det er lykkedes Nordic Eye at rejse sin anden fond på omkring 90 millioner euro eller cirka 700 millioner kroner. En del af pengene er allerede investeret i selskaber. Heraf omkring 37 millioner kroner i den danske elcykelvirksomhed Mate Bike samt kommunikationsvirksomheden Cloudapp.
I 2019 havnede Peter Warnøe og Nordic Eye ellers i et veritabelt stormvejr, da Børsen afslørede, at Warnøe i en årrække havde ydet sig selv ulovlige aktionærlån, ligesom han blev anklaget for bilagsfusk og muligt misbrug af fondens penge til private formål. Mens Warnøe erkendte de ulovlige aktionærlån, afviste han de øvrige beskyldninger.
»Det er halvandet år siden nu, og efter det har der ikke været noget. Men det ramte desværre alle medier, og lige da det kørte, var det svært at rejse penge hos de store, industrielle investorer, fordi de ville vide, hvad balladen drejede sig om,« siger Peter Warnøe til Børsen.
Bavarians coronavaccine trues af genåbning
Mens de fleste danskere jubler over udsigten til et liv uden coronarestriktioner, svinder håbet om en glorværdig fremtid for danske Bavarian Nordics coronavaccine stille og roligt ind. Det skriver Finans.
»Man kan godt stille spørgsmål ved, om løbet ikke er ved at være kørt, når de engang bliver færdige. De teknologier, der står stærkest, er dem, der hurtig kan tilpasse sig en ny variant,« siger Camilla Foged, professor i vaccinedesign ved Københavns Universitet, til Finans.
Hun mener, at de såkaldte mRNA-vacciner fra Moderna og Pfizer har en stor fordel i fremtidens coronabillede, fordi de hurtigt kan omstille deres vacciner til nye varianter. Bavarians vaccine bygger på en anden teknologi, og det er uklart, hvor hurtigt den kan omstilles til nye varianter.
Bavarian-aktien toppede i sommeren 2021, efter at den danske regeringen blandt andet havde investeret 800 millioner kroner i udviklingen af den nye vaccine. Siden er kursen faldet med knap 50 procent. Alene i år har kursfaldet været næsten 25 procent, og aktieanalytiker Thomas Bowers fra Danske Bank kalder ifølge Finans vaccinen for mere »en option i dag ud fra et pandemisynspunkt«.
USA hastigt på vej mod renteforhøjelser
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, meddelte onsdag aften, at renten holdes uforandret tæt på nul, og at banken afslutter sit opkøbsprogram i marts.
Banken bevægede sig dog yderligere i retning mod en renteforhøjelse til marts, hvor den også vil opdatere sig syn på udviklingen i økonomien, inflationen og renten selv, skriver Berlingske.
De store kursfald i aktiemarkedet i årets første uger blev slet ikke nævnt. Til gengæld blev der skruet op for bekymringen om inflationen og påvirkningen af økonomien i form af et opadgående lønpres.
Centralbankchef Jerome Powell udelukkede ikke, at man kunne hæve renten på hvert eneste møde efter marts på grund af inflationen.
Kraftige fald på de asiatiske børser efter udsigt til rentestigninger
Rentemødet i USA onsdag aften har givet efterdønninger på de asiatiske børser, hvor børsen i Tokyo er nede med mere end tre procent. Det skriver E24.no og Bloomberg.
Ved sekstiden torsdag morgen var Nikkei 225 i Tokyo nede med 3,49 procent, Hans Seng i Hongkong faldt med 2,65 procent, mens Shanghai Composite lå i minus 1,17 procent.
Ifølge E24 er det især techaktier, som nethandelsvirksomheden Alibaba, der får et slag over næsen. Alibaba var omkring klokken seks faldet med 6,5 procent.
Forklaringen er pressemødet med USAs centralbankchef Jerome Powell onsdag aften. Her gjorde han det klart, at Fed er klar til at hæve renten til marts, hvis forholdene tillader det.
Og det er ikke kun de asiatiske aktier, der er påvirket af udsigten til højere renter i USA. Ifølge Bloomberg falder futures på både amerikanske og europæiske aktier også som følge af Powells udmelding.
Tre forhold, som investorerne bør holde øje med
Seniorinvesteringsstrateg Simon Kristiansen fra Nordea følger særligt med i disse tre ting i dag:
- Coronarestriktionerne er blevet løsnet i dele af verden, men effekten på økonomien kan stadig slå ud i de bagudskuende makroøkonomiske data. Vi får en lang række data fra USA i dag, men nøgletallet bliver, hvor meget økonomien er vokset i USA i fjerde kvartal sidste år. Det får vi svar på via de foreløbige bnp-tal senere i dag.
- I dag får vi også regnskab fra endnu en gigantisk virksomhed, nemlig Apple. Analytikerne forventer sunde kvartalsvise tal for salget, som er blevet holdt oppe af stigende markedsandele blandt Kinas mest velhavende forbrugere.
- Der er dog også andre regnskaber at holde øje med, inklusive Banco Sabadell, Comcast, Deutsche Bank, Mastercard, McDonald’s, Danaher, UniCredit, Samsung, SAP, LVMH og Visa.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser onsdag:
- Dow Jones: -0,38 procent
- S&P 500: -0,15 procent
- Nasdaq: +0,02 procent
Asien – indeks torsdag kl. 06.40:
- Japan Nikkei: -3,57 procent
- Hongkong Hang Seng: -2,61 procent
- Kina CSI: -1,17 procent
Tak, fordi du læste med!