»Pilen peger på Dan Jørgensen« – støttepartier kræver Nordsø-handling efter opråb fra milliardkonsortium

Ifølge det pengestærke VindØ-konsortium, som står på spring for at bygge den kommende energiø i Nordsøen, går processen alt for langsomt. Regeringens støttepartier – SF og Radikale Venstre – vil presse politisk på for at få skudt udbuddet i gang hurtigst muligt.

Sådan kunne energiøen i Nordsøen komme til at se ud, hvis det står til VindØ-konsortiet. Rundt om øen skal der placeres op mod ti gigawatt havvind. Illustration: VindØ

Det er en særdeles spændende melding fra det pengestærke VindØ-konsortium, at processen med at få stablet den kommende energiø i Nordsøen på benene går for langsomt, og at det potentielt kan være klar med den første version af øen så tidligt som i 2027 frem for 2033. Hvis altså der bare kommer fart på.

Sådan lyder det fra Radikale Venstre og SF, der begge vil tage sagen op med klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) for at sikre, at udbuddet om energiøen bliver skudt i gang så hurtigt som overhovedet muligt.