I 686 dage har han levet i konstant usikkerhed. Nu er han optimistisk

Efter 686 dage med nedlukninger, genåbninger og konstant usikkerhed kan Michelin-restauratøren Henrik Yde nu ånde lettet op med udsigten til, at restriktionerne er på retræte. Undervejs har han fået en tænkepause for første gang i 30 år, og så har han tilført endnu et forretningsben til sit imperium. For coronakrisen har lært ham, hvor skrøbelig man kan være.

Henrik Yde driver et imperium med 12 spisesteder i København, heriblandt Michelin-restauranten Kiin Kiin. Han har udvidet med endnu et forretningsben under restriktionerne. Niels Ahlmann Olesen

11. marts 2020 blev restauratør Henrik Yde og hans Kiin Kiin-imperium ramt med hidtil uset kraft.

Alle 12 spisesteder og restauranter skulle lukke, og bekymringerne spredte dig hurtigt som ringe i vandet. Hans stjernekok var bange for at miste sit job. Vinleverandøren frygtede konkurs, og hans tjenerelev overvejede at skifte uddannelse. For hvor længe ville pandemien vare, og hvilke konsekvenser ville den få for en branche, hvis forretningsmodel bygger på fællesskab og tæthed?