Kendt Michelin-restauratør i hård kamp mod coronakrisen: »Jeg sælger mit hus, før jeg fyrer mine ansatte«

Restauratøren Henrik Yde kæmper en indædt kamp for at få økonomien til at hænge sammen, efter han har lukket fem restauranter. For når en restaurant lukker, spreder problemerne sig som ringe i vandet. Mød restauratøren, hans vinimportør, stjernekok, tjenerelev og grønsagsleverandør. Alle er de på hver deres måde påvirkede af lukningerne og har nu følelsen af frygt og usikkerhed til fælles.

Henrik Yde driver et imperium med 12 spisesteder i København, heriblandt Michelin-restauranten Kiin Kiin. Niels Ahlmann Olesen

I 2006 fik kokken Henrik Yde ideen om at forvandle en gammel hashklub på Nørrebro i København til gourmetrestaurant.

Det var perioden, hvor det økonomiske opsving buldrede om kap med Claus Meyer, havtorn og resten af det nynordiske køkken, men hverken banker eller investorer kunne se ideen i at låne kokken penge til at omdanne det medtagede lokale til en asiatisk gourmetattraktion. Derfor knoklede den standhaftige kok 16 timer i døgnet for at klare alt selv.