Business-Overblik: Tesla fører an i stor nedtur med fald på næsten ti procent

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Elon Musk måtte torsdag se Teslas aktiekurs falde med knap ti procent. Win McNamee/AFP/Ritzau Scanpix

Godmorgen!

Weekenden nærmer sig med hastige skridt, men inden da kommer her en overflyvning af dagens vigtigste erhvervshistorier.

Vi begynder med rejsekrisen, der har bidt sig fast.

1. Meget få danskere vil til udlandet i efteråret

Den hårdt ramte rejsebranche hænger fast i den historiske krise, virusfaren har udløst. Nye tal baseret på danskeres køb af rejser i august viser, at der er booket 80 procent færre pakkerejser og flybilletter i forhold til i fjor, skriver Berlingske.

Samtidig viser en meningsmåling, at især de ofte købestærke danskere over 65 år ikke forventer at vende tilbage til gamle rejsemønstre før coronakrisen.

»Lige nu er der ikke tvivl om, at det er helt naturligt, at mange ikke vil rejse, som de plejer. Tilliden skal tilbage, og det tager bare noget tid,« siger Lars Thykier, administrerende direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, til Berlingske.

Han forventer, at der inden 2023 vil være så meget styr på sundheden og sikkerheden i rejsebranchen, at mange igen vil overveje de oversøiske rejser.

2. Kaos i ejendomsvurderingerne

Vi går fluks videre til det kaos, der er udsprunget af, at ejendomsvurderingerne endnu en gang er blevet udskudt.

Vurderingsstyrelsen forventer nu at gå i gang med at udsende 200.000 ejendomsvurderinger af de mest simple boliger i sommeren 2021, skriver Finans med henvisning til en intern e-mail til medarbejdere i Vurderingsstyrelsen.

Senest i 2022 skal 1,7 mio. vurderinger være sendt ud, men flere eksperter tvivler imidlertid på, om det rent faktisk sker.

Skatteminister Morten Bødskov (S) oplyser i en e-mail til Finans, at der med hensyn til tidsplanen er tale om en »foreløbig og usikker vurdering«.

Det er planen, at de nye ejendomsvurderinger skal bruges til beregning af grundskylden – også før skattereformen træder i kraft 1. januar 2024 – mens skattestoppet på ejendomsværdiskatten kører videre frem mod 2024.

3. Supermarkedskæde opruster i discountkrig: Vil modernisere 130 butikker

Detailkrigen skærpes nu yderligere, når supermarkedskæden Spar går i gang med en omfattende modernisering af alle sine 130 butikker, skriver Børsen.

Richo Boss, kædedirektør for Spar, oplyser ifølge Børsen, at der »uden sammenligning« er tale om den største investering i Spar de seneste år, som vil løbe op i et trecifret millionbeløb.

Over halvdelen af butikkerne skal ændres helt inden udgangen af 2021 og have blandt andet vinafdelinger og mere fokus på frugt og grønt. Derudover vil supermarkedsbossen åbne ca. ti nye butikker i løbet af de næste to år.

»Den her satsning er altafgørende for os, så vi kan få flere butikker og en større omsætning,« siger Richo Boss til Børsen.

Med oprustningen vil Spar-kæden væk fra forældede butikker med vidt forskellige koncepter. Spar-kæden er del af Dagrofa-koncernen, og hovedparten af butikkerne drives af selvstændige købmænd. I 2019 omsatte kæden for ca. fire mia. kroner.

Tesla fører an i stor aktienedtur

Der har det seneste år været store kursstigninger på det amerikanske aktiemarked. Alene i år er de såkaldte FANG-aktier – Facebook, Amazon, Netflix og Google (som er ejet af Alphabet) – steget med 75 procent.

Men torsdag tog de amerikanske aktier et stort dyk, og især techaktier som Tesla, Amazon, Facebook og Apple trak ned.

Alle de tre ledende aktieindeks i USA faldt massivt. Det IT-tunge Nasdaq-indeks dykkede fem procent, mens S&P 500-indekset og Dow Jones-indekset faldt henholdsvis 3,5 og 2,8 procent.

Ikke mindst elbilproducenten Tesla med Elon Musk i spidsen har trukket overskrifter, fordi Tesla-aktien er banket i vejret i år med hele 400 procent.

Men torsdag dykkede Tesla-aktien hele ni procent, mens Facebook, Amazon, Netflix og Google lå tre-fem procent lavere.

Faldet hænger ifølge flere internationale medier sammen med, at investorerne solgte ud af deres aktier i de store techselskaber, der er steget meget den seneste tid.

Tre forhold, investorerne bør holde øje med

Simon Kristiansen, seniorinvesteringsstrateg i Nordea, har noteret sig disse tre punkter på dagsordenen:

  • I går teasede jeg for en supertanker på nøgletalsfronten. Fredag får investorerne klare tegn på, om den bedring af det amerikanske jobmarked, der begyndte i maj med genoplukningen af økonomien, fortsætter. Tal for jobskabelsen forventes at vise, at der blev tilføjet 1,40 mio. job i august, hvilket vil være en lille reduktion i forhold til de 1,76 mio., der blev skabt i juli. Det vil være den fjerde måned i streg med fremgang. En optøning af jobmarkedet kan være med til at løfte den amerikanske økonomi og brede aktieopsvinget ud over flere sektorer. Gode tal kan også få politisk indflydelse, da det er andensidste gang inden valget, vi får en temperaturmåling på jobmarkedet. Senere i september holder den amerikanske centralbank, Fed, møde om pengepolitikken, og et jobmarked i bedring kan styrke tilliden til, at der ikke er brug for yderligere stimulans.

  • Aktier i Europa og USA steg onsdag på forventningen om pengepolitisk stimulans i Europa og ny hjælpepakke i USA. Torsdag vendte den udvikling, drevet af fald i techaktier som ellers har ledt an i opsvinget siden 23. marts. Det bliver derfor interessant for investorer at følge retningen fredag, og om gode jobtal i USA kan få aktier til at ende ugen i plus.

  • Vix-indekset, der måler forventede udsving på S&P 500 via optionsmarkedet, steg torsdag til 30 procent fra 23 procent ugen før. Vix omtales ofte som en frygtmålet for stemningen i aktiemarkedet, da stigning i Vix hænger sammen med fald på aktiemarkedet. Vi forventer, at indekset holder sig over dets langsigtede niveau på 20 procent gennem de næste måneder på grund af de mange ubekendte, som der stadig er i forhold til opsvinget og amerikanske politik. Det er dog ikke usandsynligt, at Vix fortsætter op fredag, men vi skal næppe op og teste niveauerne fra marts.

Det sker på markederne

USA, lukkekurser torsdag

  • Dow Jones -2,78 procent

  • S&P 500 -3,51 procent

  • Nasdaq -4,96 procent

Asien, indeks fredag kl. 6.30

  • Japan Nikkei -1,32 procent

  • Hongkong Hang Seng -1,83 procent

  • Kina CSI -1,38 procent