Nye skræktal for rejsebranchen – danskerne har helt opgivet at rejse i efteråret

Danskerne er i august pludselig holdt op med at købe rejser, viser nye tal for dankortforbruget i sidste måned. Især ældre vælger rejserne fra, og det kan særligt komme til at gå ud over de rejsebureauer, som har grupperejser for det modne publikum.

Eksotiske steder som den indonesiske ø Bali har oplevet et stort fald i turismen, siden coronakrisen brød ud. Danskerne har foretrukket hjemlandet eller Tyskland og Norge.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Tumbelaka/AFP/Ritzau Scanpix

Enhver tro på, at rejseaktiviteten var på vej tilbage, ser nu ud til helt at smuldre. Danskerne er holdt op med at bestille rejser, og især de ældre tror ikke, at rejsemønstrene nogensinde bliver de samme igen.

Nye tal, der er baseret på en million Danske Bank-kunders brug af kort og MobilePay, viser, at der i august blev bestilt meget få nye rejser.

I forhold til 2019 er der blevet booket 80 procent færre flybilletter og pakkerejser, som ellers skulle have fundet sted i efteråret. Det er et tal, der er næsten lige så lavt som under den værste periode i foråret, hvor Danmark blev lukket ned.

Udviklingen bliver også bakket op af en stor YouGov-undersøgelse blandt 3.000 danskere. Her svarer hele 15 procent af alle danskere, at de ikke forventer, at de gamle rejsemønstre nogensinde kommer tilbage igen.

»Det er bestemt ikke en god nyhed. Faldet i salget af rejser vidner om, at folk ikke har lyst til at planlægge ud i fremtiden. Flere siger, at de vil holde ferie i Danmark, også til næste år,« siger privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen.

Ældre er bekymrede

Det er særligt de ældre, som er bekymret for at rejse ud, viser en rapport, som analysehuset YouGov har udarbejdet. Blandt danskere over 65 år svarer næsten hver fjerde, at de ikke forventer, at de vil vende tilbage til tidligere rejsemønstre igen.

Mere optimistiske er de 18-34 årige, som allerede inden for de kommende seks måneder vil begynde at rejse som tidligere.

»Især de ældre siger, at de aldrig tror, at de kommer til at rejse på samme måde som før. Det er meget bekymrende for branchen, for det er en gruppe, som i de senere år har brugt mange penge på pakkerejser,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Hun understreger, at hvis efteråret kommer til at byde på et stigende smittetryk og konstante ændringer af rejsevejledningen fra Udenrigsministeriet, vil faldet i købet af nye rejser også ramme sommerferien til næste år.

»Årets første måneder er højsæson for køb af sommerferie, og hvis der er usikkerhed hen over efteråret, vil vi komme til at stå i en situation, hvor folk heller ikke til næste år vil holde sommerferie i udlandet,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Rejsebranchen oplevede ellers et lidt bedre marked i juni og juli, men med et fald på 80 procent i august er udsigterne nu igen dystre. Og hos Spies, der er et Danmarks førende rejsebureauer, erkender kommunikationschef Lisbeth Nedergaard, at tallene ikke ser gode ud.

»Hos mange er rejselysten langtfra, hvad den var engang, og selvfølgelig kan vi se, at der er færre bookinger. Vores fornemmelse er, at der kom et stort dyk, da Udenrigsministeriet 6. august frarådede alle rejser til Spanien igen, og det har helt klart haft en enorm effekt,« siger Lisbeth Nedergaard.

Hun siger, at der er enkelte lyspunkter, fordi der fortsat bliver bestilt rejser til nogle lande.

Få lyspunkter

»Vi kan se, at der stadig er en stor lyst til at rejse, og vi kan se, at blandt andre destinationer som Grækenland og Cypern går pænt, men vi kan tydeligt se et dyk i august,« siger Lisbeth Nedergaard.

Rejsebranchen er en af de brancher, som er hårdest ramt af coronakrisen. Fra midten af marts frarådede Udenrigsministeriet rejser til stort set alle lande – og de restriktioner er siden kun hævet i begrænset omfang.

Derfor er Lars Thykier, der er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, heller ikke helt overasket over de dystre tal. Han har været førstehåndsvidne til coronakrisens konsekvenser for rejsebranchen og er derfor opmærksom på danskernes manglende lyst til at rejse.

»Problemet er, at mange ikke har lyst til at rejse, fordi de er blevet bange for den store farlige verden efter krisen. Og det kan jeg godt forstå,« siger Thykier.

Der kommer til at gå lang tid, før danskerne igen vil rejse til f.eks. Seychellerne. Fold sammen
Læs mere

Særligt de ældres forandrede rejsemønstre kommer ikke bag på Lars Thykier, der mener, at man bliver mere opmærksom på risiciene ved at rejse, jo ældre man bliver. Og de risici er lige nu væsentligt højere end normalt.

Direktøren er dog ikke sikker på, at de ældres rejsemønstre vil være ændret permanent. Han tror i højere grad på, at svarene i YouGov-undersøgelsen er udtryk for en chokreaktion oven på krisen.

»Lige nu er der ikke tvivl om, at det er helt naturligt, at mange ikke vil rejse, som de plejer. Tilliden skal tilbage, og det tager bare noget tid,« siger Lars Thykier.

Bliver hårdt

Lars Thykier forventer, at der inden 2023 vil være så meget styr på sundheden og sikkerheden i rejsebranchen, at mange igen vil overveje de oversøiske rejser. Men selv hvis han får ret, er der meget lang tid til. Og det vil gøre ondt på flere danske rejsebureauer.

»Det vil gå hårdt ud over de rejsebureauer, som har grupperejser for det modne publikum, og det kan også betyde noget for de såkaldte generationsrejser, hvor bedsteforældrene tager hele familien med på ferie,« siger Lars Thykier, der ikke har et bud på, hvor meget det vil koste.

Han fortæller samtidig, at de ældre danske turister ikke bliver hjemme i efteråret. De rejser bare anderledes end normalt.

»Flere busselskaber er totalt fyldte for rejser for ældre i efteråret. De tager til Danmark, Nordtyskland og lidt til Sverige. Så de bliver ikke hjemme, men de vælger nogle andre produkter,« siger han.

Coronakrisen vil ifølge Lars Thykier ændre rejsebranchen for altid. Hvordan ved han ikke endnu, men krisen har gjort, at mange rejsebureauer skal starte forfra. Og det kan både ses som en forbandelse og en mulighed, mener han.

»Alle rejsebureauer har været i nul. Så når de alligevel skal lave det hele om, vil mange nok overveje at gøre noget andet, end de plejer. Der er en blanding af tvungen omstilling og muligheden for at lægge sin forretning om efter krisen,« tilføjer han.

Ældresagen vil ikke direkte kommentere YouGovs tal. De fortæller dog, at den utryghed om den offentlige transport, som de har oplevet blandt mange medlemmer, sandsynligvis også har påvirket de ældres rejsevaner til udlandet.

Onsdag oplyste det aarhusianske rejsebureau Unique North ifølge Århus Stiftstidende, at selskabet har valgt at trække stikket og erklære sig konkurs. Det sker, efter at virksomheden de seneste fem måneder ikke har haft nogen omsætning.