Business-overblik: Salget af projektlejligheder kollapser i København

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Bryggen
Nye låneregler, overudbud og usikkerhed om de kommende ejendomsvurderinger har været en giftig cocktail for salget af projektlejligheder, der har taget et kraftgt dyk i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk / Ritzau Scanpix

Godmorgen.

Vi skal forbi det københavnske boligmarked, et politisk opgør om incitamenter til at få flere danskere til at investere og et slagsmål om åbenhed om medicinpriser i USA, som Novo Nordisk og de øvrige medicinalgiganter indtil videre har vundet.

1
Amerikansk jagt på Novos profit slår fejl: Missionen blev forpurret

Det regner ned fra himlen med lovgivning i USA, der skal stoppe landets løbske udgifter til medicin. I flere tilfælde slipper Novo og andre medicinalselskaber dog fri af skrappere lovkrav ved at svare igen med sagsanlæg, det skriver Berlingske.

Et konkret eksempel på medicinalindustriens strategi kommer fra den amerikanske stat Nevada, som blev truet med sagsanlæg fra medicinalindustriens brancheorganisation i USA, Phrma, og endte med at opbløde en diabeteslov, som skulle have sikret gennemsigtighed med blandt andre Novo Nordisks priser på diabetesmedicin.

Fra den internationale græsrodsbevægelse T1International, der har som erklæret mål at gøre »insulin tilgængeligt for alle«, lyder kritikken, at medicinalindustrien bevidst modarbejder tidens stigende krav om større åbenhed.

»Vi er skuffede over, at bestræbelserne på at skabe gennemsigtighed i det indviklede amerikanske medicinprissystem er blevet blokeret af lægemiddelproducenterne. Informationer om priser burde ikke være klassificeret som forretningshemmeligheder. Medicinalselskaber skal holde op at skjule disse oplysninger for offentligheden,« siger Allison Bailey, der repræsenterer T1International, til Berlingske.

2
Københavnske projektlejligheder styrtdykker

En giftig cocktail har i årets første syv måneder sendt salget af københavnske projektlejligheder i dybfryseren, skriver Børsen. Som Berlingske skrev i sidste uge, er salget af projektlejligheder i København halveret i denne periode, mens det set over hele landet er faldet 34 procent.

Den giftige cocktail skulle ifølge Børsen være nye låneregler, overudbud og usikkerhed om de kommende ejendomsvurderinger. Avisen skriver videre, at mange af udviklerne begynder at udleje noget af det, der ellers var til salg, enten fordi det går for langsomt, eller fordi de simpelthen ikke kan få det afsat.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom hos Nordea Kredit, afspejler det kraftige fald, at »storbyens boligmarked er bremset op«.

»Udviklingen i antallet af solgte projektlejligheder understreger alvorligheden af den nuværende tilbagegang på ejerlejlighedsmarkedet,« siger hun til Børsen.

3
De Radikale er klar til at gå imod regeringen: Vil hæve loft over aktiekonto

De Radikale vil holde fast i aftalen med blå blok om at hæve loftet over aktiesparekontoen til nytår, selvom de dermed kan bringe S-regeringen i mindre tal. Dansk Folkeparti, som er det parti i blå blok, der har været mest skeptisk over for at hæve loftet, er åben over for en diskussion. Det skriver Børsen.

Det er Sofie Carsten Nielsen, næstformand for De Radikale, der over for Børsen slår fast, at partiet ønsker at hæve loftet på den aktiesparekonto, som skal få flere danskere til at investere i aktier til gavn for kapitalhungrende virksomheder.

I dag er loftet på 50.000 kr., som var det Dansk Folkeparti ville gå med til i 2017 efter forhandlinger med den daværende regering. I den forbindelse blev det aftalt, at partierne hvert år skulle tage stilling til, om loftet skulle hæves med yderligere 50.000 kr. op til 200.000 kr.

»Vi vil meget gerne hæve loftet. Det var aftalen, vi lavede med de andre blå partier, så man må gå ud fra, at der stadig er flertal for det. Vi vil gerne gøre Danmark til et endnu mere attraktivt land at investere og starte virksomhed i, men også løbe nogle risici. Vi har brug for flere, der tør investere, ikke færre,« siger Sofie Carsten Nielsen til Børsen.

De Radikale, der holder landsmøde i Nyborg i weekenden, skal være med til at sikre et flertal for en finanslov sammen med rød blok i efteråret, men Sofie Carsten Nielsen understreger, at partiet stadig vil søge indflydelse sammen med de blå partier for at få så meget radikal politik igennem som muligt.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Tre ting investorerne skal holde øje med

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, holder øje med følgende tre ting denne torsdag:

  • Dagens altoverskyggende begivenhed er ECB-mødet. ECB vil levere lavere renter og masser af likviditet. Spørgsmålet er, om ECB også kan levere på investorernes håb og forventninger om genoptagelse af obligationsopkøbsprogrammet. Hvis de gør, vil investorerne blive tilfredsstillet, hvis ikke, er der en risiko for en investorskuffelse, som vil kunne ses umiddelbart på aktiemarkederne.
  • Donald Trump har »som en gestus« i anledning af Kinas 70 år »fødselsdag« valgt at udskyde indfasningen af højere toldsatser fra 15-25 procent i to uger fra 1/10-15/10. Det kan være endnu et forsøg på at få handelsforhandlingerne på gled?
  • Den britiske regering fremlagde i går i et seks siders papir bud på konsekvenserne af et hårdt Brexit uden en aftale. Der er næppe tvivl om, at et hårdt Brexit vil efterlade UK i et kortsigtet kaos, som befolkningen ikke kan være forberedt på. Måske kan offentliggørelsen af papiret være med til at øge mulighederne for en aftalemæssig- og økonomisk skilsmisse med orden i papirerne?

Det sker på markederne

Ritzau Finans skriver, at håb om optøning i handelskonflikten mellem USA og Kina og forventningen om, at Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag vil kickstarte en ny runde af lempelser fra de globale centralbanker, er torsdag med til at løfte de asiatiske aktier til et niveau, der ifølge Reuters er det højeste i seks uger.

  • Nikkei 225: +0,9
  • Topix: +0,9
  • Hongkongs Hang Seng: -0,2
  • China Shanghai Composite: +0,2
  • China CSI 300: +0,4
  • Taiwan Taiex: +0,3
  • Sydkoreas Kospi: +0,8
  • Indiens BSE Sensex: +0,4
  • Singapores STI: -0,2
  • Sydney ASX 200: +0,2